Alle er på fornavn med Gun-Britt. Hele Danmark og dele af hårklikerne i London og New York.

Men hvad er det 58-årige Gun-Britt Zeller med de kendte sølvlokker kan, som får kunderne til at stå i kø for at betale 2.500 kr. for hendes ekspertise?

- Jeg kan noget, som ikke ret mange andre kan. Jeg har et skarpt øje for balance, vinkler, harmoni og hvad der klæder den enkelte. Og så har jeg god smag, ikke at forglemme...!, forklarer hun.

»Jeg ser på klipning som kunst, der har et teknisk udgangspunkt. Når jeg klipper, er jeg urørlig og meget fokuseret. Men forinden har jeg taget mig tid til at spore mig ind på kunden og vejlede for at forstå, hvad hun mener,« siger Gun-Britt.

Og det lyder jo fornuftigt. Men 2.500 kr.?

Til svar er frisørikonet klar i spyttet - for hun er vant til at svare:

»Jeg tager den løn for min vare, som jeg fortjener. Det mener jeg, at mange kunne lære noget af. Faget har brug for, at nogen tør gå foran og vise, at en god klipning er et håndværk, som tager tid og indlevelse, og som kræver et tillidsforhold mellem frisør og kunde - en tillid som kræver, at jeg leverer varen,« insisterer hun.

Og hun er bakket op af sit overtegnede balkort af en ordrebog. Alle vil danse med Gun-Britt.

Satser på dygtighed

Salonen midt i København er ren og pæn uden at være prangende. Først og fremmest funktionel.

Her kommer ingen indretningsarkitekter og skifter salonens stil hvert andet eller tredje år. Det er valgt fra. I stedet bliver pengene investeret i det, som ifølge indehaveren af Gun-Britt Coiffure vil tiltrække flere kunder end en stilren indretning: dygtigheden.

Derfor river Gun-Britt hver måned tre arbejdsdage ud af kalenderen og rejser til London for selv at stå på skolebænken hos Vidal Sasoon, den internationalt anerkendte klippeskole.

- Det er tre hektiske dage hver gang, men de er nødvendige for min drivkraft. Jeg kommer hjem fuld af energi og kan undervise mit personale, siger hun og tilføjer, at hun en formiddag om ugen holder salonerne lukkede for kunder for at undervise sine ansatte. Elever såvel som udlærte. Selv om det koster på omsætningen.

Skrap chef

- Jeg lægger mange kræfter i mine folk. Kolleger spørger mig, hvorfor jeg bruger krudt på at undervise de udlærte så meget, men det er kernen i min forretning. Jeg ansætter ingen - og jeg mener ingen - uden at de har gennemgået et undervisningsforløb hos mig. Vi bliver ikke bedre af at læse om nye tendenser eller se andre klippe en ny frisure. Vi skal selv have fingrene ned i stoffet. Og de elsker det! Det er som at fodre fugleunger, ler hun og kalder sin stab for ‘ret så forkælet’. Forkælet på tilbud om dygtiggørende muligheder.

Hun underviser også sine konkurrenter, når hun afholder kurser. At skyde sig selv i foden, mener nogle - men Gun-Britt er ligeglad. Hun vil være med til at løfte faget fra lavstatus.

- Jeg er meget bekymret for branchen. Det går ikke fremad. Jeg ser mange dårlige hårresultater derude, og få videreuddanner sig nok. Derfor prædiker jeg i undervisningen, at de skal tage sig mere tid til kunderne, siger den bestemte dame, der godt er klar over, at hun har ry for at være en skrap tante som chef.

- Jeg har accepteret det. For de har nok ret. Jeg er skrap - men skrapheden går på det faglige. Og mine folk har det okay med det. De kommer her, fordi de vil trænes, slår hun fast og tilføjer grinende, at hendes gamle arbejdsgiver, frisør Helmersen, i dag er menig ansat i Gun-Britt Coiffure.

»Det er jo et bevis på, at jeg behandler mine folk ordentligt,« siger hun.

Fra Mou til mere

Gun-Britt havde aldrig drømt om at blive selvstændig – men hun var ikke i tvivl om, at hun ville til tops.

Som tiårig flyttede den ordblinde pige med sin mor fra Sverige til Mou i Nordjylland. En lille by, hvor hendes læsevanskeligheder blev misforstået som dumhed, og hendes drømme om frisør- faget blev slået hen.

- Men jeg har altid dyrket sport og været meget konkurrenceminded. Jeg skulle nok vise dem. Og det gjorde jeg, siger hun.

Først kom hun i lære hos frisør Brix i Aalborg, og som udlært tog hun turen til den anerkendte salon Helmersen i København.

I løbet af fire år havde hun etableret sit navn, og hun var tilpas i rollen som ‘head of staff’ hos Helmersen. Men en god ven - Hans Cordes, Gun-Britts mentor og Louis Poulsens tidligere direktør - spottede hendes talent for at føre forretning, selv om Gun-Britt selv afviste tanken om at blive selvstændig.

- Jeg havde syv års skolegang på bagen. Helt ærligt. Jeg kunne nærmest hverken regne eller skrive, husker hun fra 1976, hvor konkurrencegenet alligevel fik overtaget, og hun åbnede sin første salon i Skoubogade i det indre København.

International succes

Regnskaberne kom til at hænge sammen, fordi Gun-Britt insisterede på at holde det simpelt og systematisk. Udgifterne skulle altid afstemmes med indtægterne. Senere voksede foretagendet, og der blev brug for en bogholder. For at slå sit navn fast indledte hun samarbejde med internationale mærker som L’Oreal og Vogue. Og der var bud efter hendes kunnen, helt fra modecentrene i L.A, New York og London, mens kunderne herhjemme stod i kø.

I slutningen af 1990’erne drev hun fire saloner, men i dag er hun nede på to igen.

- Kæder har aldrig sagt mig noget. Blandt andet derfor gik der så lang tid mellem min første og anden salon. Det blev for stort til sidst med den tredje og fjerde. For upersonligt og ufokuseret. Det er en lettelse at være nede på to igen, siger hun.

Produkterne

For syv år siden skabte hun en forretning i forretningen - sine egne hårpleje- og stylingprodukter. Således står Gun-Britt i dag i spidsen for 37 ansatte fordelt på de to saloner og administrationen af produkterne. Og med administrationen fik selvsikre Gun-Britt selv kam til sit hår.

- Salonerne kan jeg overskue. Det er klipning, det er mit fag. Administration er ikke min hjemmebane, og der begår jeg flere fejl, som jeg skal lære af, siger hun og tilføjer, at hver fejl irriterer hende.

- Jeg er meget hård ved mig selv, siger Gun-Britt, der til sidst måtte indse, at hun ikke kunne stå i spidsen for både saloner, produkter, logistik, lager og salg. Hun måtte ansætte personale og skille produkterne ud i et særskilt selskab.

- Men jeg er meget inde over, smiler hun.

For hun kan ikke slippe noget, der står hendes navn på.