Via en offensiv strategi med fokus på ekspansion forsøger selskabet Odense Sport & Event, der ejer SAS-liga klubben OB, at udvide sine forretningsområder.
Umiddelbart lyder et overskud på en halv million før skat ikke af noget særligt, men for Odense Sport & Event, der blandt andet står bag fodboldklubben OB, er målet klart.
Selskabets fokus er nemlig at skabe en finansiel robust underholdningskoncern, der ikke er afhængig af, om det er stolpe ind eller ud for klubbens blå- og hvidstribede spillere.
Det er grunden til, at fodboldklubben OB for nogle år siden blev slået sammen med Odense Congress Center og koncertbureauet JVB Concerts for dermed at skabe en stærk koncern med fokus på sport og underholdning i lighed med, hvad Flemming Østergaard har forsøgt at etablere i Parken på Østerbro.
- Vores mål er at skabe vækst i toplinjen, for vi er overbeviste om, at bundlinjen nok skal følge med. Det er klart, at vi i 2008 har oplevet en finanskrise, som sætter sine begrænsninger, men det får os ikke til at glemme det overordnede mål om vækst, siger direktør i Odense Sport & Event (OSE) Thomas Christensen, der i går kunne fremvise et regnskab, der trods et beskedent overskud viste vækst på en række områder. Herunder den samlede omsætning, der voksede med 25 procent til 225 mio. kr.
Øjner millioner
OSE, der har den fynske rigmand og L’Easy-ejer Niels Thorborg som formand og storaktionær, har – ud over en stærk ejerkreds – også sin forankring i et lokalt sponsornetværk, der gennem årene er blevet styrket. Blandt andet ved opførelse af den nye Fionia Bank-tribune forebeholdt sponsorer.
Endnu er overskuddet i OSE dog så lille, at klubbens bundlinje i høj grad er afhængig af, at fodboldklubben kvalificerer sig til at spille med i gruppespillet i Europa League (tidligere UEFA Cup, red.), hvis resultatet skal følge den voksende omsætning.
Selv regner man i OB-regi nemlig med, at en eventuel deltagelse i gruppespillet kan give mellem 15 og 25 mio. kr. i ekstra indtægter.
- Det er faktisk et forsigtigt bud fra vores side, for der er ingen tvivl om, at det er en rigtig god forretning at spille ude i Europa og møde nogle af de store hold fra de andre ligaer. Men både i 2009 og fremover er vores mål at skabe en forretning, der kan begå sig, også selv om vi ikke spiller europæisk fodbold, siger Thomas Christensen, der dog regner med, at den sportslige del af forretningen vil blive forbedret betydeligt.
Det indebærer blandt andet, at klubben i indeværende sæson når et snit på 10.000 tilskuere pr. kamp, men hvorvidt klubben igen kan score en milliongevinst på salg af spillere i sommerpausen er tvivlsomt.
Trods de fastfrosne finansielle markeder lykkedes det i vinterpausen OB at afhænde sin stærke angriber Djiby Fall til Lokomotiv Moskva for et betydeligt millionbeløb, som nogle medier har gættet på at være i størrelsesordnen 35 mio. kr.
Ikke nye sportsgrene
Men udover transferindtægter fra eventuelt spillersalg er planen, at OSE i 2009 skal udvide sit engagement inden for koncerter, messer og andre arrangementer inden for oplevelsesøkonomi.
Ledelsen i OB understreger dog, at planen om yderligere vækst de kommende år ikke omfatter andre sportsgrene som eksempelvis ishockey eller håndbold, som nogle ellers vil mene var oplagte.
- Når vi kigger på nye områder, vurderer vi det altid ud fra en økonomisk vinkel. Jeg vil aldrig afvise noget, men lige nu skal vi fokusere på at videreudvikle på de mange investeringer, vi har foretaget i både 2007 og 2008, siger OSE-direktøren.