Dusinet er fuldt i Danmark, når det handler om at udvikle fremtidens bølgeenergi, men de fleste risikerer at blive fanget økonomisk i »dødens gab«.
Der var formentlig ikke ret mange, der havde ventet, at en mindre producent af landbrugsmaskiner i Lem en dag skulle blive en milliardforretning og ende som verdens største vindmølleproducent.
Mere end 20 år senere trives drømmen om et nyt »havets Vestas« imidlertid blandt mange af de pionerer, der i dag eksperimenterer med bølgekraft.
DEXA Wave Energy er nemlig langt fra den eneste, der drømmer om at udvikle verdens bedste bølgekraftanlæg.
Alene i Danmark findes der hele 12 aktive projekter. Kun tre af dem har på nuværende tidspunkt indhentet Energistyrelsens tilladelse til at sætte mindre testanlæg i drift offshore.
Heriblandt finder man de to mest kendte, Wave Dragon og Wave Star Energy, der teknologisk er vidt forskellige. Sammen med selskabet Floating Power Plant, der ved Lolland tester sit Poseidon-koncept, er der tale om en førertrio i forhold til, hvor langt man er kommet.
Hvem der i sidste ende har det bedste koncept, kan der ikke svares på endnu, og det hører med til historien, at der ude i det store udland også befinder sig en lang række lignende udviklingsprojekter, hvoraf nogle af dem er væsentligt længere fremme end de danske.
Forskellige teknologier
I modsætning til vindmølleindustrien, der mere eller mindre hviler på den samme teknologi, vil fremtidens bølgekraftteknologier formentlig blive mere forskellige, mener formanden for Bølgekraftforeningen, Stig Vindeløv.
Forklaringen er, at anlæggene kan have forskellige kvaliteter i forhold til, hvor de opstilles. Nogle anlæg er bedst på mindre vanddybder med forholdsvis små bølger, mens andre er skabt til større havdybder med større bølger. Også andre forhold kan spille ind, så det samlede billede i fremtiden vil være flere forskellige teknologier på området.
Udviklingen af teknologierne er langt fra den eneste alvorlige udfordring, pionererne står med. Finansieringen udgør en mindst lige så stor udfordring om ikke større.
Der findes adskillige offentlige tilskudsordninger, der kan søges, men det ændrer ikke ved det faktum, at der meget tidligt skal findes privat, risikovillig kapital. Lige nøjagtig her risikerer iværksætterne en hønen-og-ægget ond cirkel.
»Grundlæggende er det svært at rejse kapital hos private investorer, før der er penge i det. Der kommer imidlertid ikke penge i det, før iværksætterne står med et funktionsdueligt koncept. Man kan dele de fleste projekter op i tre faser. Den første er udviklingen af en model, der for eksempel kan afprøves i bassinforsøg på et universitet. Næste fase er afprøvning af en testmodel i måske skala 1:10 i havet. Tredje fase er, når projektet skal løftes op i fuld skala. Det er det, jeg vil kalde »dødens gab«. Her er der virkelig brug for kapital«, siger Stig Vindeløv.
Bølgekraftforeningen på nettet: www.waveenergy.dk