Han var i otte år fuldbyrdet rocker. I dag er han ved at opbygge en større stenhugger-kæde og bedemand i Sønderjylland. 38-årige Lars Jensen er en ikke helt almindelig forretningsmand.
Historien om den 38-årige sønderjyde Lars Jensen kunne sagtens forvandles til en storsælgende Hollywood-blockbuster. Men selv siger han blot:
- Jeg tror, min styrke er min åbenhed.
To ting vil han dog gerne holde for sig selv. Dels hvad det konkret var for en forbrydelse, som han fik 11 års fængsel for. Dels hvad det konkret er for en rockergruppe, som han gennem otte år var fuldbyrdet medlem af.
Resten af historien er han helt åben omkring, og er nu på vej til at skabe sig en erhvervskarriere som grundlægger af en stenhugger-kæde, rustvogns-importør og som en bedemand, der går sine helt egne veje.
Selv mener Lars Jensen faktisk, at han sagtens kan bruge sine erfaringer fra det kriminelle miljø og fængslet til at udføre sit arbejde i dag:
Problemfuldt brud
- Helt bestemt. I fængslet har sorg og fortvivlelse været hverdag for mig, så jeg kender det rigtig godt. Samtidig møder man som selvstændig meget modgang, og det er jeg også vant til at håndtere, forklarer Lars Jensen.
Hans indgang til erhvervslivet efter løsladelsen og bruddet med rocker-miljøet i 2003 var ikke problemfrit.
Han fandt et job som stenhugger, men blev afskediget, da en fyringsrunde ramte virksomheden.
Efterfølgende startede han sin egen stenhuggerforretning, som han har haft succes med på grund af lavere priser end konkurrenterne. I dag har han således afdelinger i Sønderborg, Tønder og Tarm samt nye afdelinger på vej i Aabenraa og Næstved.
- Prisniveauet er mange steder for højt, og der er for mange stenhuggerier i Danmark, så kunderne betaler en for høj pris, forklarer Lars Jensen.
Læs også: Fem andre potentielle iværksætterstjerner og Danmarks rigeste iværksættere!
Samme indgang har han haft til sin bedemandsforretning Sønderjyske Begravelse, som han fra Sønderborg driver sammen med sin kone Marianne. I annoncer og på sin hjemmeside offentliggør han en prisliste over bedemandsforretningens ydelser. Det følger både Kirkeministeriets og Forbrugerrådets anbefalinger, men han lægger samtidig klar afstand til bedemændenes brancheforening.
- Jeg vil ikke være med i brancheforeningen. Regelsættet er ikke foreneligt med min tilgang til faget. At vi blandt andet ikke må offentliggøre priserne, strider imod almindelig forbrugerinteresser. Brancheforeningen er primært til for medlemmerne. Min virksomhed er til for kunderne. Mit fokus er kunderne. De skal føle sig trygge, når de henvender sig for at få hjælp i en situation, hvor de følelsesmæssige er meget sårbare, siger Lars Jensen.
Smædekampagne
Sårbar blev han til gengæld selv i løbet af efteråret, da han med sin kriminelle baggrund var udsat for en smædekampagne i det sønderjyske lokalsamfund.
- Kulminationen var, da jeg røg på forsiden af B.T., fordi en konkurerrende bedemand havde sendt et anonymt smædebrev til dem med ting, som jeg ellers havde lagt bag mig, fortæller Lars Jensen.
Læs Lars Jensens reaktion til menighedsrådene på den uheldige presseomtale her!
B.T. valgte godt nok at holde ham anonym, men omtalen fik ham til at skrive et langt brev til en række sønderjyske menighedsråd for at blive sin fortid kvit ved at lægge tingene på bordet.
Den 38-årige iværksætter har stadig mod på vækst. Fornylig udvidede han igen sin forretning, da han i Tyskland underskrev en aftale, der gør ham til dansk forhandler af rustvogne fra både Ford og Mercedes.
- Det er svært at sige, hvad drømmen er med mine forretninger. For mig er det bare spændende, og så gælder det om at holde det på et niveau, hvor jeg hele tiden kan være med, siger han.
Som et kuriosum på sit hamskifte har den tidligere rocker såmænd også med sin bolig foretaget et hamskifte af dimensioner. Han bor nemlig med sin familie i den tidligere politistation i Nordborg:
- Det er kuriøst, ja... Men vi købte den såmænd, fordi det er en smuk gammel bygning fra 1832, som er tre-fire gange så billig, fordi den ligger i Nordborg, forklarer den sønderjyske forretningsmand.
Fik du læst: Fem
andre potentielle iværksætterstjerner og Danmarks
rigeste iværksættere?
