Byggebranchen oplever stadig en stigning i antallet af konkurser
Selv om konkurskurven generelt flader ud oplever bygge- og anlægsbranchen stadig, at der sker en stigning i antallet af konkurser.
Mens 2009 trak livet ud af gennemsnitligt 82 konkurser om måneden, er det nye år begyndt med en stigning med hele 91 konkurser inden for branchen i januar.
- Vi har i 2009 vænnet os til ekstremt høje antal af konkurser i bygge- og anlægsbranchen. Og det ser indtil videre ud til at fortsætte et stykke ind i 2010, siger økonomisk konsulent Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.
Hverken i år eller til næste år ventes branchen at opleve fremgang, fremgår det af Dansk Byggeris konjunkturanalyse, som blev offentliggjort mandag. Dog vil nedturen ske med lavere fart, end i 2009.
- Konjunkturanalyse viser, at tilbagegangen i bygge- og anlægsbranchen vil fortsætte i både 2010 og 2011. Hvis man overfører det til antallet af konkurser, betyder det desværre, at det store antal konkurser vil fortsætte i en rum tid endnu, siger Andreas Fernstrøm og fortsætter:
- Tilbagegangen i bygge- og anlægsbranchen vil dog tage af i de kommende år, så vi forventer ikke, at antallet af konkurser vil slå negativ rekord for tredje år i træk i 2010, selvom antallet af konkurser lige nu er højere end i 2009. Det vil dog ikke undre os, hvis vi i 2010 ser mere end 800 konkurser – altså flere end i 2008, hvor krisen satte ind, slutter Andreas Fernstrøm.