Skattefokus.
Som følge af Regeringens udspil om Lavere skat på arbejde, har der været rejst tvivl om, hvorvidt der fremover vil være nogen skattefordel ved at indbetale til kapitalpensionsordninger.
Denne tvivl skyldes den kommende lempelse af mellemskatten.
Det kan fastslås, at der i 2009 efter forhøjelsen af beløbsgrænsen for betaling af mellemskat fortsat vil være skattemæssige fordele ved at indbetale til en kapitalpensionsordning.
Indbetalinger til ratepensionsordninger fratrækkes i den personlige indkomst og fragår dermed i grundlaget for beregning af topskatten.
Rammer kapitalpension
Indbetalinger til kapitalpensionsordninger fratrækkes ligeledes i den personlige indkomst, men for sådanne ordninger er det direkte bestemt af Folketinget, at indbetalingerne ikke kan fragå i beregningsgrundlaget for topskatten. Det betyder, at indbetalinger til kapitalpensionsordninger alene har en skatteværdi svarende til bund- og mellemskatten, nemlig cirka 44 procent.
Der har været forskellige udlægninger af, om Regeringen vil afskaffe mellemskatten og i stedet for hæve top-skatten, eller om bund-grænsen for betaling af mellemskat hæves. Hvis mellemskatten fjernes, vil fradrag for indbetalinger til kapitalpensionsordninger alene have en fradragsværdi på 38-39 procent, og da der skal betales en afgift på 40 procent, når kapitalpensionen bliver udbetalt, ville der således ikke være nogen skattemæssig fordel ved kapitalpensionsordninger for fremtiden.
Skatteministeren har nu fremsat lovforslag om Lavere skat på arbejde. Lovforslaget bliver ikke vedtaget i denne folketingssamling, hvorfor det genfremsættes ved Folketingets åbning 2. oktober med forventet vedtagelse senest 1. november 2007.
Det fremgår klart af lovforslaget, at mellemskatten ikke ophæves, men at bund-grænsen for betaling af mellemskat hæves med virkning for 2009. Bundgrænsen hæves fra 279.800 kr. til 335.800 kr. (i 2008-prisniveau). Derved bliver der samme bundgrænse for såvel mellemskat som topskat.
Mellemskatten beregnes af personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst. I 2009 skal summen af disse indkomster således udgøre mere end 335.800 kr. (2008-prisniveau) før end der skal betales mellemskat af den indkomst, som ligger udover de 335.800 kr. Det maksimale fradrag for indbetalinger til kapitalpensionsordninger i 2008 er på 44.500 kr.
Det betyder, at i 2009 vil en person med en personlig indkomst på 380.300 kr. (2008-prisniveau) efter AM-bidrag fortsat opnå en skattebesparelse på 44 procent af indbetalinger på kapitalpensionsordninger.
Skattefokus skrives af skatte- og momsskatteafdelingen i BDO ScanRevision, som er en af de førende revisions- og rådgivningsvirksomheder i Danmark med kontorer i 26 byer. Se nærmere på www.bdo.dk