Med Facebook er det blevet lettere for forsikringsselskaber at opklare forsikringsfusk. Alene de sidste fire år har ét forsikringsselskab nægtet udbetaling for 135 millioner kroner.
Når du anmelder en skade til dit forsikringsselskab, kan du snildt risikere, at taksatoren kigger dig over skulderen næste gang, du logger på Facebook. Sådan er livet i hvert fald for flere nordmænd.
Det skriver det norske erhvervssite Dagens Næringsliv.
Gennem de sidste fire år har det norske forsikringsselskab Gjensidige nægtet at udbetale 150 millioner norske kroner – svarende til 136 mio. danske kroner - til personer, de mener, har forsøgt forsikringssvindel.
- Vi finder mere og mere på disse netsteder. Folk lægger jo i stigende grad flere oplysninger ud om sig selv, billeder og oplysninger, der stemmer dårligt overens med, hvad de har oplyst til os, siger Vera Sønsthagen, som undersøger forsikringsfusk i selskabet Gjensidige.
Som eksempel krævede en mand ifølge Dagens Nærigsliv forsikringspenge efter en bilulykke. Desværre fik han ingen penge, da han havde lagt billeder ud på Facebook, hvor han dykker i Det Røde Hav samtidig med, at ulykken skulle være sket.
Ifølge Dagens Nærigsliv er det et stigende problem, at kriminelle og stofmisbrugere forsøger forsikringssvindel.
- Man skal jo røve temmelig mange kiosker med en betydelig større risiko for at komme op på et lignende beløb, siger Sønsthagen.