Forsikringsordning for små og mellemstore virksomheder har reddet eksport for otte milliarder og sikret mellem 6000 og 8000 arbejdspladser.
Genforsikringsordningen kan i dag fejre sin 1-års fødselsdag. Og det er en populær fødselar, der i sit første leveår har sikret øget eksportomsætning, skriver DI Indsigt.
Ordningen har nemlig sikret eksport for mere end otte milliarder kroner, og den samlede beskæftigelsesvirkning indtil nu kan anslås at ligge på 6000-8000 arbejdspladser.
Da mange kreditforsikringsselskaber trak sine eksportkreditforsikringer tilbage i begyndelse af finanskrisen, stod de små og mellemstore virksomheder i et stort dilemma. Skulle de levere varer til kunder, der ikke længere var forsikret, og dermed risikerer store tab?
En himmelsk ordning
Dilemmaet blev løst af den statslige Genforsikringsordning, der dækker de kunder som kreditselskaberne siger nej til, men som stadig viser tegn på at være betalingsdygtige.
Og det har reddet mange virksomheder, der ellers ville have været nødt til at sige nej til store ordre, og på den måde sikret den øgede eksportomsætning og de mange jobs.
Behovet for kreditforsikring varierer mellem brancher. Specielt de brancher, der handler med detailhandlen som fødevarebranchen og møbelindustrien gør i stor udstrækning brug af kreditforsikring for at beskytte sig mod uforudsete tab.
