Kapitalfondene har fået øget appetit på familiedrevne virksomheder på vej mod generationskifte, vurderer eksperter. Nye tal viser, at der er omkring 750-1100 egnede opkøbsmål blandt de familiedrevne virksomheder med afgående ledelse.
Kapitalfondene er nu så pressede efter at finde egnede opkøbsmål, at de aggressivt går efter familieejede virksomheder på vej mod generationsskifte.
Sådan lyder meldingen fra eksperter, brancheaktører og ikke mindst ejerlederne i familiedrevne virksomheder.
»Kapitalfondene er under et pres. Der kommer flere pensionsmidler og i takt med at de stiger, kommer der også flere penge allokeret til opkøb. De større fonde er med til at skabe et øget fokus på de familieejede virksomheder,« siger Jonas P. Knudsen, partner i Audon Partners.
Han er med til at rådgive kapitalfondene om opkøb af små og mellemstore virksomheder og mærker dagligt den øgede interesse.
En helt ny database over familieejde virksomheder viser, at der er mellem 750-1100 egnede opkøbsmål blandt de familieejede virksomheder, der er på vej mod et generationsskifte.
Databasen, der er udarbejdet af CBS, viser, at der er 1100 virksomheder med en omsætning på over 100 mio. kr. og hvor ejerlederen er over 55 år. Snævrer man det ind til en omsætning på over 150 mio. kr. er der 750 virksomheder.
Professor Morten Bennedsen, der står bag databasen, mærker fondenes øgede fokus, når de med jævne mellemrum ringer til ham i håb om at få oplysningerne om virksomhederne trukket ud af databasen.
»Den øgede interesse hænger sammen med, at der er kommet flere fonde, og at fondenene differentierer sig. Dertil kommer, at der har været nogle utrolige succesfulde eksempler, hvor kapitalfondene har været med til at udvikle virksomhederne,« siger Morten Bennedsen, der vurderer, at knap 200 danske virksomheder i dag er ejet af en kapitalfond.
Som et eksempel på et af de opkøb, der har været med til at øge appetitten, nævner han Legeredskabsproducenten Kompan, der blev opkøbt af kapitalfonden Nordic Capital i 2005.
De tidligere opkøb har ikke blot været med til at mørne kapitalfondene. De har også banet vejen til de familiedrevne virksomheder, understreger Jonas P. Knudsen.
»Det er blevet meget mere legitimt at sælge familiedrevne virksomheder til kapitalfonde i dag. Der er ikke længere et fyord, som det var tidligere. Der kommer til at være væsentligt flere køb af familieejede virksomheder fremadrettet,« siger han.
De danske kapitalfonde har også bemærket den øgede interesse for familievirksomhederne.
»For os har det hele tiden været vores kerneområde, men vi ser at mange af de store fonde går ned i størrelse. Det hænger også sammen med, at de nu har svært ved at låne penge til de helt store projekter,« Jan Johan Kühl, managing partner i kapitalfonden Polaris.
Han påpeger, at det er sværere for de store udenlandske fonde at opkøbe familiedrevne virksomheder.
»Vi er lokale, kender sproget og kulturen, og så har vi den tålmodighed og grundighed, der skal til. Sådan et opkøb er en proces, der kan 2-3 år,« siger han.