Et gratis titelskifte kan højne moralen hos medarbejderen.
Lønstigninger koster naturligvis penge. Det gør et titelskifte ikke, og det benytter både medarbejdere og direktører sig af, skriver Avisen.dk
Det er blevet et udbredt fænomen, at virksomheder tilbyder medarbejdere en finere titel som personalegode eller i forbindelse med lønforhandlinger. Det skriver Avisen.dk.
En af dem, der har oplevet dette, er Gry Ammentorp, der blev tilbudt ansættelse som marketingassistent i Statens og Kommunernes Indkøbs Service. Selv om arbejdet med markedsanalyser og støtte til marketingplaner lød interessant, var titlen knap så lokkende. En uformel samtale med chefen gjorde hende nu til juniorkonsulent i stedet.
- Det klinger lidt bedre. Og så er det for at sikre fremtiden. Juniorkonsulent er dynamisk og i fremdrift, marketingassistent stationært og stillestående. Det betyder noget, den dag jeg skal videre til en anden stilling, forklarer Gry Ammentorp til Avisen.dk.
Et personalegode
At chefen ofte bringer en titel på banen som belønning eller i forbindelse med lønforhandlinger er en erfaring, som fagforbundet DJØF har gjort sig.
- Vi oplever ofte, at stillingsbetegnelser bliver brugt som personalegoder, så hvis ikke du får så meget i løn, kan du i stedet få en bedre titel som belønning. Lønstigninger koster penge - det gør en attraktiv titel, der ser godt ud på cv'et, ikke, siger chefkonsulent i DJØF, Mette Knudsen, til Avisen.dk.
Dansk Erhverv frygter, at fænomenet vil udvande titlerne og skade virksomheder på lang sigt. Arbejdsgiverforeningen fraråder derfor ansatte at skifte jobtitel, medmindre indholdet i jobbet skifter tilsvarende.
- Det kan undergrave virksomhedens troværdighed, hvis ikke forståelsen af, hvad der ligger i en titel, matcher den reelle kompetence hos medarbejderen. Og det er et dårligt signal til de andre ansatte, for behøver man så ikke gøre en indsats for at avancere i virksomheden?, siger ledelseskonsulent Martin Darré til Avisen.dk.