Danmarks ukronede fitnesskonge vil endnu en gang bevæge sig ind på ukendt grund. Han vil investere i unge golfspillere.
Har du aldrig haft lyst til at læne dig tilbage og slappe af resten af livet?
- Nej.
Tror du nogensinde, du får lyst til det?
- Nej.
Derfor har den 50-årige Henrik Rossing - millionær, stifter og indehaver af fitnesskæden FitnessWorld og tidligere indehaver af restaurant Thorvaldsen i København - bestemt sig for at kaste sig over golf. Ikke som spiller, men som investor.
- Jeg er blevet rigtig bidt af golf her på det sidste, og jeg har altid gerne villet bevæge mig inden for nogle af de helt store sportsgrene. Det er sjovt at være med til at skabe noget nyt og lære, hvordan man driver en effektiv og succesfuld forretning.
Henrik Rossing vil lave kontrakter med unge, lovende spillere og hjælpe dem økonomisk i gang med golfkarrieren. Han ser det som en investering. Spillerne skal betale en procentdel tilbage af de penge, de tjener, og så kan han på den måde investere i flere spillere.
Henrik Rossing ved endnu ikke, hvor mange penge han propper i projektet til at begynde med. Det kommer til at afhænge af golfspillernes potentiale.
- Det er ligesom i Lotto. Du er nødt til at købe ti lodder, og så er der nok én, der giver pote, og betaler de andre. Jeg løber selvfølgelig en risiko ved at investere i de unge mennesker, men jeg tror på, det giver pote i sidste ende og kan løbe rundt af sig selv.
Arven fra far
At bevæge sig på ukendt grund er ikke noget nyt for Rossing. Da han i sin tid solgte fitnesskæden, Ve og Vel, til en amerikansk fitnesskæde for 50 millioner kroner, sad Henrik Rossing pludselig uden noget mellem hænderne, og det kunne han på ingen måde forlige sig med. Entreprenøren i Henrik Rossing begyndte igen at røre på sig. En entreprenør, der formentlig er blevet lagt grundsten til ganske tidligt i hans liv.
- Min far var assurandør og havde en livsfilosofi om at tjene så mange penge som muligt på så kort tid som muligt. Han fik et godt liv med masser af personlig frihed, og det tror jeg da, har sat sine spor i mig.
Derfor kastede han sig over restaurationsbranchen og købte Restaurant Thorvaldsen på Gl. Strand i København. Her fik han sammen med sin hustru Sophie Rossing tre etablissementer - en bar, en café og en restaurant - samt en dyr lærestreg. Parret anede intet om restaurationsbranchen, og investeringen kostede fire års hårdt arbejde og et tab i millionklassen.
- Det var et kæmpe nederlag for mig. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke kunne få det til at lykkes, og jeg har stadig ikke fundet løsningen på, hvorfor det gik galt, men jeg kunne aldrig finde på at bevæge mig ud i restaurationsbranchen igen. Jeg har erkendt mit nederlag, siger Henrik Rossing
Men nederlag er ellers ikke noget, som Henrik Rossing erkender lige med det samme. Han har altid kun villet vinde. Både i skak, tennis og når han driver virksomhed.
- Hvis jeg ikke vinder, bliver jeg meget irriteret på mig selv. Jeg analyserer situationen og øver mig i at gøre mig bedre til næste gang. Jeg hader at tabe.
Og det har nok været vejen til succes på alle andre områder end restauration for Henrik Rossing. Drengen, der hellere ville tjene penge end at gå i skole, og som derfor droppede ud af handelshøjskolen.
Rossing kunne sidste år glæde sig over en egenkapital på 55 millioner kroner i sit private selskab, Rossing Invest, og samtidig er fitnesskæden FitnessWorld vokset med mere end 50 procent i volumen det sidste år.
I dag har Henrik Rossing trukket sig fra posten som administrerende direktør i fitnesskæden og koncentrerer sig i stedet om sin post som bestyrelsesformand for FitnessWorld A/S, for at udvikle nye centre, nye koncepter og lege med tanken om at blive den nye, store golf-investor.
