Rekrutteringsfirma har udelukkende tidligere top-atleter i sin emnebank.
Rekrutteringsfirma har i samarbejde med Spillerforeningen udviklet et forløb, som skal hjælpe top-atleter videre i job når sportskarrieren slutter.
Ifølge direktør Peter Mouritsen fra rekrutteringsfirmaet Excellent Move er der to store fordele for virksomhederne ved at rekruttere tidligere top-idrætsfolk.
- Virksomhederne kan godt lide kendis-effekten i at have en tidligere sportsstjerne blandt sine medarbejdere, det giver noget omtale og har en branding-værdi. Men lige så vigtigt er det, at de får nogle dedikerede, målrettede medarbejdere med vinderinstinkt og fightervilje, forklarer Peter Mouritsen.
Grundfos er en af de virksomheder, der har fået øjnene op for potentialet i idrætsfolk.
- De (tidligere sportsfolk red.) har en spændende historie, kan give noget energi på arbejdspladsen, og jeg tror også, de vil kunne overføre noget vindermentalitet til kollegerne. Og så er der også det, at hvis man ansætter sådan én, får man meget omtale. Det vil helt klart have en markedsføringsværdi, fortæller Lasse Skovgaard, som er HR-partner hos Grundfos.
Han pointerer, at det ikke er nok at have en OL-guldmedalje om halsen, kandidaten skal også have en relevant uddannelse, som Grundfos kan bruge eller i hvert fald bygge videre på.
Læs også:
