Av for et år. Ejendomsbranchen rystede, banksektoren skælvede og byggeriet blødte. Læs om fem grimme konkurser, der satte deres præg på 2008.
Året er på hæld og det giver plads til tilbageblik. Desværre har 2008 ikke været et udpræget positivt år for dansk erhvervsliv.
Efter en lang årrække med optur og jubel blev 2008 for alvor året, hvor de barske realiteter ramte som en økonomisk lussing, der synger endnu.
Antallet af konkurser har taget et gevaldigt spring op ad, og nåede blandt andet i september måned op på rekordniveau. Ikke siden 1994 har så mange virksomheder måttet dreje nøglen om i løbet af bare en måned.
De store tabere blev ikke overraskende ejendoms- og byggebranchen, der allerede i 2007 blev ramt af afmatning. Nedturen fortsatte og flere typehuseproducenter måtte sande, at erhvervsklimaet i 2008 ikke var til at agere i og måtte derfor dreje nøglen om.
De store ejendomsselskaber fulgte efter og deres vaklende forplantede sig til banksektoren. De danske banker, som i mange år så urørlige ud, var pludselig presset på likviditeten og flere banker mistede i kølvandet livet eller blev opkøbt.
Erhvervsbladet har gravet i årets arkiv og udvalgt fem kollapser, der har sat sit præg på erhvervsåret 2008 og skrevet sig ind i den danske erhvervshistories mere dystre kapitler.