En af landet største parcelhusbyggere venter at miste 40 procent af salget, men der er voldsomme regionale forskelle. Jylland og Fyn trækker læsset.
Solen skinnede i flere år så meget på producenterne af typehuse, at det måtte ende med skoldning. At det er blevet grå hverdag - på Sjælland decideret mørke skyer - fremgår tydeligt af regnskabet fra en af branchens største, eurodan-gruppen a/s, med hovedsæde i Rødekro ved Aabenraa.
Efter en stigning på over 300 mio. kr. i omsætningen i forrige regnskabsår er salget af nye parcelhuse faldet med 55 mio. kr. til 818 mio. kr. i det netop offentliggjorte årsregnskab, og resultatet før skat er forværret med over 35 mio. kr. til et underskud på 2,6 mio. kr.
For meget byggeri
- Der har været bygget mere, end behovet var til i de senere år, og der måtte komme et lavere aktivitetsniveau på et tidspunkt. Desuden har vi fået finanskrisen oveni. Fremtidsforskere vurderer, at der skal bygges 5.000-6.000 nye parcelhuse om året for at opfylde behovet, og det er noget andet end de 8.000-10.000, det har været oppe på, siger adm. direktør og ejer Niels Christian Dahl.
Eurodan-gruppen har været ude for den mest kraftige opbremsning siden kartoffelkuren i 1986, og vi forventer i stedet for 300-400 nye huse om året at bygge 200-250, en nedgang på omkring 40 procent, der vil smitte af på omsætningen i dette regnskabsår. Også det relativt nye forretningsområde, tæt-lave boliger, er ramt af nedturen.
Sjælland bløder
Temperaturerne er dog vidt forskellige i Øst- og Vestdanmark. Hvor eurodan-huse, vest a/s har øget omsætningen fra 385 til 482 mio. kr. og har et rekordresultat på 16,7 mio. kr. før skat, bløder det sjællandske søsterselskab med en omsætningsnedgang på 110 mio. kr. til 261 mio. kr. og et minus på 2,5 mio. kr. før skat.
- Vi ser næsten altid, at når væksten kommer, så sker det først i Københavns-området og noget senere i Vestdanmark, hvis den i det hele taget når at komme. Vi har slet ikke set de voldsomme prisstigninger i jordpriserne i Jylland og på Fyn, som trækker læsset for os. Der skal gang i bolighandlen i København, så man begynder at skifte bolig, før der kommer gang i det østdanske marked, siger Niels Christian Dahl.
Ved regnskabsårets slutning 30. april havde eurodan-gruppen råjord, byggegrunde og påbegyndte byggerier for 248,3 mio. kr., og den post skal ifølge Niels Christian Dahl nedbringes så meget som muligt, men i god ro og orden, og forventningen er, at det fortsat kan ske til over anskaffelsesprisen.
- Vi køber ikke selv jord længere, og vi sælger ud af det, vi har, efterhånden som der er kunder til det. Hvor vi i juni i fjor solgte hele 110 huse, faldt salget i samme måned i år til 35, siger Niels Christian Dahl.
Opfordring: Let skatten
Som led i opstramningerne er medarbejderstaben skåret til med skønsvis 60-70 ansatte, siden den var på sit højeste, og koncernen beskæftiger nu omkring 320 medarbejdere. Niels Christian Dahl vurderer, at markedet først fra sommeren 2009 vil være i bedring, og tidligere vækstplaner er for længst skrinlagt.
- Vi så meget gerne, at regeringen tog sig sammen til at fremlægge en vækstplan, droppe den tvungne SP-opsparing og vedtage nogle skattelettelser, siger eurodan-ejeren.
Næste generation på vej
61-årige Niels Christian Dahl har to af sine sønner ansat i virksomheden. Thomas, 36 år, akademiingeniør og HD, er med base i Roskilde direktør for blandt andet eurodan-jord a/s, mens lillebroderen Rasmus, 29 år, civilingeniør og kommende HD, er ansat ved hovedsædet i Rødekro. Den mellemste bror, Anders, 32 år, er berider og er ved at flytte til England. Hans relation til virksomheden er en bestyrelsespost.
@BM BRØD:»Der foreligger ikke nogen plan for generationsskifte, men næste generation er kommet ind i virksomheden, og mine sønner ønsker at drive den videre«, siger Niels Christian Dahl.
Typehusmarkedet har alene inden for det seneste år været i voldsom konsolidering med en række konkurser, og et af de nødlidende firmaer, M2 ejet af Keops Development, kom ud af 2007 med et underskud på godt 230 mio. kr. før skat. Set i det lys er underskuddet familievirksomheden i Rødekro næsten ikke til at få øje på.
fmerhvervsbladet.dk
