EU arbejder på at udvikle en fælles europæisk vej- og brobizz.
En køretur fra Danmark til Portugal kræver mindst fem forskellige brobizz'er i forruden på bilen - og så skal man alligevel også huske at have kreditkortet med i handskerummet.
Derfor vil EU nu have udviklet en fælles europæisk vej- og brobizz, der kan bruges i samtlige europæiske betalingsanlæg, skriver DR Nyheder.
Afviklingsproblem
I dag har stort set hvert betalingsanlæg ved broer og motorveje deres eget elektroniske system, der kun registrerer signalet fra præcis den brobizz, de selv udbyder.
- Det er både et problem for lastvognschauffører og bilister, men også for trafikkens afvikling, fordi der nemt dannes trafikpropper ved betalingsanlæggene, siger Dansk Transport og Logistiks EU-chef Søren Hyldstrup Larsen til DR, der beretter at EU vil benytte erfaringer fra de systemer, der fungerer på Øresunds- og Storebæltsbroen.