Syddanmark vil med Danfoss i spidsen samle alle energivirksomheder i en ny kæmpeklynge, der skal sende den danske satsning på energieffektivitet op blandt verdens bedste.
Ambitionerne er store, når en massiv satsning med støtte fra Syddansk Vækstforum skal bringe de syddanske energivirksomheder op i verdenseliten. I løbet af den kommende tid bliver der dannet en energieffektivitets-klynge bestående af en lang række virksomheder og institutioner i Syddanmark.
Kommuner, gartnerier, Sydenergi og ikke mindst Danfoss skal sammen med mange andre udveksle erfaringer, lave fælles produktudvikling, markedsføring og kompetenceudvikling. Altsammen for at få del i det hastigt voksende milliardmarked inden for energiteknologi.
Koncerndirektør i Danfoss Hans Kirk, der også er formand for UdviklingsRåd Sønderjylland, lægger da heller ikke skjul på de store ambitioner:
- At der findes særlige styrker og kompetencer indenfor erhvervsvirksomheder i regionen, der er specialiseret i energieffektive løsninger, er ikke nogen nyhed. Det nye er, at vi med denne energieffektivitets-klynge skal binde kompetencerne sammen i en mega-energisatsning indenfor energieffektivisering. Alt dette skal være med til at løfte nuværende og kommende energiprojekter videns- og forretningsmæssigt op i verdensklasse, fastslår Hans Kirk.
Millioninvestering
Dannelsen er den nye klynge er færdiggørelsen af den syddanske erhvervssatsning, fortæller Region Syddanmarks udviklingsdirektør Mikkel Hemmingsen. De seneste år har Syddansk Vækstforum således investeret mange millioner kroner på at få etableret klynger og samarbejde inden for turisme, offshore, velfærdsteknologi og nu energieffektivisering.
Regionen er oppe på at have bevilliget over 80 millioner kroner til netop energiprojekter, som skal styrke virksomhedernes eksportmuligheder og øge væksten indenfor energiområdet. Formanden for regionsrådet, Carl Holst (V), glæder sig også over den nye klynge:
- Vi har taget initiativ til at etablere en energieffektivitets-klynge, som skal få mere volumen i små projekter, mere forskning og udvikling i teknologiprojekter og skabe bedre vilkår for eksport af den regionale energiteknologi. Dette initiativ bliver det mest omfattende initiativ inden for udvikling af energieffektive løsninger, som virksomheder, kommuner og vidensinstitutioner kan benytte sig af, siger Carl Holst i en pressemeddelelse om den nye klynge.
Mere arbejde
Allerede for flere år siden anslog Danfoss-formanden, Jørgen Mads Clausen, at der sagtens ville kunne skabes 5.000 nye arbejdspladser inden for området intelligent energi. Og at Danfoss spiller en vigtig rolle i den nye satsning, dokumenteres også af, at et nyt testcenter for energieffektivisering bliver placeret på Alsion i Sønderborg, hvor Mads Clausen Institutttet i forvejen er placeret.