Firmaet, der producerer de karakteristiske andefødder, Duckfeet-skoene, har været igennem et intensivt vækstforløb.
Firmaet bag de karakteristiske andefødder, Duckfeet-skoene, har i kraft af et vækstforløb sammen med Væksthus Syddanmark fået kontakt til en række eksterne rådgivere, der blandt andet skal hjælpe med optimering af webshop og udnyttelse af sociale medier som Facebook, Twitter og blogs, oplyser Wiema Sko i en pressemeddelelse.
Firmaet, der har hovedkvarter i Vejle samt produktion i Polen, regner med, at samarbejdet kan skaffe firmaet større synlighed på globalt plan og dermed en øget omsætning.
- Ved hjælp af en grundig analyse har Væksthuset været med til at identificere de huller, der skal lappes, for at vi som virksomhed kan udvikle os og skabe vækst, fortæller Marcus Burghardt, der sammen med sin kone, Vibeke Dissing, overtog Wiema Sko i 2004.
Populære i 1970'erne
Wiema Sko fremstiller og markedsfører de fodformede Duckfeet-sko, som var populære op gennem 1970erne og 1980erne og nu igen har fundet et publikum i store dele af verden.
- Wiema Sko er en spændende virksomhed, der et langt stykke hen ad vejen har formået at udnytte Duck-feet-skoenes kvaliteter ved eksempelvis eksport til Japan og Australien. Det internationale potentiale er dog endnu større. Med den rette rådgivning om global afsætning og markedsføring kan virksomheden flytte sig rigtig langt, fortæller Bjarne Sørensen fra Væksthus Syddanmark.
I forbindelse med den eksterne rådgivning, som Wiema Sko har fået kontakt til via væksthuset, har firmaet også fået øjnene op for de digitale muligheder.
- Det tager lang tid at opbygge et ordentligt forhandlernetværk på store markeder som Tyskland, Australien og Japan. Derfor er det nødvendigt med en god online salgskanal, der kan supplere de traditionelle forhandlere og gøre produktet tilgængeligt på nye markeder. I den forbindelse arbejder vi blandt andet på at optimere vores webshop i starten af dette år, forklarer Marcus Burghardt i pressemeddelelsen.
Udviklingen af webshoppen foregår i samarbejde med Ib Potter fra NovaMedia, der derudover undersøger muligheden for at øge Duckfeets synlighed og skabe en tættere kontakt med forbrugerne ved hjælp af nye sociale medier som eksempelvis Twitter, Facebook og blogs.
- Duckfeet bygger på stærke værdier og har en helt fantastisk historie, som vi skal vinkle, gøre skarp og pudse af, så produktet for eksempel kan nå bredere ud via nogle af de moderne, digitale platforme, forklarer NovaMedias konsulent i online markedsføring, Ib Potter.
