Ejerleder Sven Moesgaard er foregangsmand inden for dansk vinavl og er landets største vinbonde. Han kan endnu ikke leve af det, men han tror på, at hans danske vingård kan give overskud om nogle år.
Det er ikke hver dag, man møder en succesfuld ejerleder, som vil være dansk vinbonde, når han går på pension. Den beslutning tog Sven Moesgaard for flere år siden.
Til daglig er han teknisk direktør og medejer af Pharma Nord, der er en af Europas førende virksomheder inden for forebyggende kosttilskud og lægemidler af naturlig oprindelse.
Sven Moesgaard og en kompagnon grundlagde i 1981 Pharma Nord, der siden er vokset til en koncern med 350 medarbejdere, en omsætning på 500 mio. kr. og en eksportandel på 95 procent. Koncernen har hovedsæde i Vejle og produktion i Vojens.
Første vinbonde
I 1995 plantede Sven Moesgaard fem vinplanter på en sydvendt skråning på sin gård i Dons ved Kolding. Tre år senere udvidede han med 2.000 vinplanter, og i dag har han 13.000 planter på Skærsøgaard.
Han blev i 2000 autoriseret som landets første vinbonde. Gennem årene har han investeret ti mio. kr. i vinproduktion, og han er i dag landets førende vinbonde med to-tre fuldtidsansatte på vingården.
Dansk vinproduktion er ikke en guldrandet forretning. Sven Moesgaard har haft år med overskud, men flest med underskud. På sigt tror han dog på, at vinproduktionen vil komme til at give overskud.
I 2005 og 2008 kårede Fore- ningen Danske Vinavlere Sven Moesgaard som Årets Vinbonde, og hans vine har gennem årene hjemført 36 danske medaljer til Skærsøgaard.
Fem medaljer
For tre uger siden kørte han hjem med fem medaljer fra årets store danske vinkonkurrence, der fandt sted i Silkeborg. Ved internationale konkurrencer i Frankrig, England og Tyskland har Skærsøgaards vine vundet syv internationale medaljer.
- Man brænder først for alvor igennem herhjemme, når man har fået sine vine anerkendt i udlandet, pointerer Sven Moesgaard, 57 år.
Han udvider næste år vingården med yderligere 3.000 vinplanter. Sven Moesgaard ser gode fremtidsperspektiver for dansk vin. Han er overbevist om, at dansk vin er kommet for at blive. Skærsøgaard har siden sin første årgang i 2001 hvert år lavet de gængse vintyper: hvid, rød, rosé, sød dessertvin og mousserende vin. Og hvert år har vinene vundet danske medaljer.
I 2007 blev der installeret et mikro-destilleri til fremstilling af druebrændevin af den vin, der ikke er god nok til at blive solgt som vin.
Sven Moesgaard fastslår, at det er den stabilt høje kvalitet, der giver tillid til en vingårds vine. Konstant høj kvalitet kræver, at vinen sorteres, så kun det bedste kommer på flasker og ender i butikker eller på restauranter.
Han har bifag fra universitetet i kemi og fysik og kan håndtere analysedata for alkohol, total syre, pH, syre, æblesyre, restsukker, metanol og frit SO2. Når Sven Moes-gaard arbejder med vinfremstilling, kobler han af fra det krævende lederjob i Pharma Nord. På vingården er blandt andet ansat en tysk vinolog, som arbejder med markedsføring, salg, rundvisninger og smagninger.
8.000 flasker
Skærsøgaards årlige salg ligger omkring 8.000 flasker fordelt på 40 procent rød, 30 procent hvid og 15 procent mousserende. Resten er hedvin, rosé og druebrændevin.
En flaske rødvin koster omkring 200 kr. Den høje pris skyldes mindre udbytte per hektar end i Sydeuropa samt meget manuelt arbejde.
- Jeg tror, at vindyrkningen på grund af klimaændringerne vil rykke nordpå, mens vinavlerne i Syditalien og Sydspanien må lukke på grund af for meget varme. Varmen giver et for højt sukkerindhold og for lidt syre i druerne. Et højt sukkerindhold betyder en høj alkoholprocent, og alkoholbombede vine er efterhånden lidt i unåde. De bedøver smagsorganerne, mener Sven Moesgaard.
Han tror mere på lette og liflige vine med et indhold af alkohol på 11-12 procent. Det er den slags vine, han selv producerer i Dons, hvor eksempelvis rødvine lagrer et halvt til to år på egefad og efterfølgende på flaske.
Skærsøgaard sælger sine vine gennem H.J. Hansen og kan derfor købes hos Vinspecialisten og Magasin, oplyser Sven Moesgaard.
Den jyske vingård er åben to timer for publikum den første onsdag i hver måned fra september til juni, hvor mange firmaer, klubber og foreninger bliver vist rundt på gården.
- Vingårdsturisme er en væsentlig indtægtskilde, siger Sven Moesgaard.
Læs mere om dansk vin her.
