Skokoncern kom ud af 2008 med stort set uændret overskud, selv om de gamle markeder stagnerer eller falder. Nu mærker Ecco for alvor nedturen.
Ecco Sko A/S trådte tidligt på bremsen og gennemførte nedskæringer og besparelser, da det trak op til finansielt uvejr.
Omhuen sikrede i 2008 skokoncernen et resultat, der stort set svarer til året før med et overskud før skat på 745 mio. kr.
Af årsregnskabet fremgår dog, at udviklingen i de to første måneder af 2009 bekræfter Eccos forventninger om en væsentlig nedgang i både omsætning og indtjening, og i forhold til et ekspansivt 2008 skrues der ned for investeringerne.
- Vi er godt tilfredse med 2008-resultatet. Det skyldes dels succes med nye kollektioner, dels at vi allerede fra begyndelsen af året erkendte, at tiderne ville blive vanskeligere, og indrettede os efter det. Vi har løbende reduceret kapacitet og omkostninger, siger adm. direktør Dieter Kasprzak.
Vækstmarkeder i øst
Ecco solgte i fjor næsten 17,6 mio. par sko på verdensmarkedet mod 16,9 mio. året før. Centraleuropa er fortsat det største marked med 35,2 procent af salget, men med et indeks 103 i forhold til året før kan det slet ikke holde trit med væksten i Asia/Pacific og Østeuropa/Mellemøsten med henholdsvis indeks 124 og 122. Krisen i USA smitter alvorligt af på området Americas, hvor indekset i 2008 var på blot 87.
Ecco åbnede i fjor ikke færre end 200 nye butikker, og især på det russiske marked gik det stærkt med udbygningen. I september åbnede således butik nummer 200 i det store land, og det skete i Sankt Petersborg.
Siden 2006 er antallet af Ecco-butikker i Rusland mere end fordoblet.
Rustet til besværlige år
I Kina åbnede Ecco i september sin hidtil største enkeltinvestering, et 18.000 kvadratmeter stort garveri. Samtidig er produktionskapaciteten på fabrikkerne i både Thailand og Indonesien øget.
I januar offentliggjorde Ecco derimod beslutningen om at geare yderligere ned i Portugal, hvor der ikke længere vil blive produceret sko men udelukkende foregå produktudvikling. Restruktureringen, der blandt andet indebærer et farvel til 177 medarbejdere, vurderes at koste 40 mio. kr.
Efter en serie af gode regnskabsresultater er familieejede Ecco en stadig mere velkonsolideret virksomhed, og soliditeten er øget fra 49,2 til 56,3 procent på et år. Målet er at fastholde størst mulig finansiel uafhængighed.
- 2008-resultatet er et godt fundament til de næste par år, som vi forventer bliver meget besværlige, siger Dieter Kasprzak.