Don Ø’s kriseramte it-selskab taber 2,8 millioner kroner om måneden.
Selvom it-forhandleren Comwir har mere end fordoblet bruttoresultatet per måned sammenlignet med det foregående årsregnskab, er omkostningerne samtidig eksploderet.
Derfor ender det nye årsregnskab med et minus på 34 millioner kroner før skat.
Dette underskud er dog 400.000 kroner mindre per måned end sidste år, og derfor udtrykker ledelsen tilfredshed med udviklingen i selskabet, men utilfredshed med bundlinjen.
Det er administrerende direktør Peter Østergaard, Comwir, som blev sat i spidsen af selskabet i januar måned.
Han har således kun haft et kvartal til at kunne sætte sit fingeraftryk i årsregnskabet. Han er søn af bestyrelsesformand Flemming Østergaard – der er bedre kendt under navnet Don Ø.
- Fremgangen i bruttofortjenesten er resultatet af en dygtig og fokuseret medarbejderstab, som har sikret en bedre positionering af Comwir, ved at opnå vækst hos eksisterende kunder samt tilgang af nye kunder. Desværre har omkostningsniveauet overskygget dette, og set i det lys er årets resultat ikke tilfredsstillende, siger Peter Østergaard.
kapitalindsprøjtning i to omgange
Farmand har dog sammen med pengetanken Industriudvikling og pengemanden Aldo Petersen i to omgange skudt 35 millioner kroner ind i frisk kapital for at holde skuden i vandet.
Selvom virksomheden taber færre penge per måned, har den i gennemsnit leveret et underskud på 2,8 millioner kroner om måneden.
Selskabet omtaler sig selv som en af landets førende it-forhandlere indenfor salg af hardware, software og service, projektledelse og outsourcing.
Men det er stærke kræfter selskabet er oppe mod, ikke mindst de selskaber, som kontrolleres af finansmanden Ib Kunøe fra Topnordic, hvor han som bestyrelsesformand og gennem en række betydelige aktieposter er en direkte konkurrent, og som samlet set omsætter for op mod 17 milliarder kroner.
Tidligere ledelse smidt ud
Derfor er det op ad bakke for Comwir, som i løbet af året har brugt 5,4 mio. kr. i omstruktureringer, der kan henføres til personale- og administrationsomkostninger.
Da Peter Østergaard kommer ind som direktør i selskabet, bliver stifteren af Comwir Jakob Thye opsagt sammen med en række medarbejdere.
- Vi forventer efter disse ændringer, at Comwir vil opnå en særdeles tilfredsstillende indtjening. Hele aktiekapitalen ventes retableret og det skattemæssige aktiv forventes anvendt indenfor estimatperioden, siger Peter Østergaard.
Efter årsregnskabets afslutning har ejerne tilført selskabet yderligere 29 mio. kr. kontant for at få en positiv egenkapital og et fremtidigt kapitalberedskab. Dermed har ejerne siden januar og frem til nu brugt i alt 64 mio. kr. på at få selskabet finansielt på højkant.
