En række selvstændige som restauranter, værksteder og tandlæge kender alt for godt til kunder, der glemmer at møde op. Nu strammes kursen op.
Restauranter landet over mærker ligesom tandlæger, frisører og autoværksteder, hvor ofte folk glemmer deres aftaler. Og det koster på omsætningen, fortæller JydskeVestkysten.
En række af brancherne har allerede strammet op, og andre er i gang med at lave ordninger, så det komemr til at koste penge for kunderne, når de svigter de indgåede aftaler, fortæller den sydjyske avis.
– Der er alt, alt for mange, der ikke tænker på konsekvenserne af bare at blive væk. Der er ikke rigtig samme respekt for en restaurant-tid som for en tid hos lægen, siger informationschef i Danske Restauranter og Cafeer, Carsten Kruuse, der nu varsler en hårdere kurs over for de glemsomme kunder.
Flere restauranter er allerede begyndt at sende den fulde regning på mad og vin til kunder, der bare udebliver. Hos frisørerne er enkelte steder begyndt at opkræve et depositum ved en tidsbestilling, og tandlægerne opkræver et gebyr på 225 kroner ved udeblivelse, men det er endnu ikke alle tandlæger, der bruger ordningen.
Forbrugerrådet har faktisk forståelse for de ramte brancher:
– Det er blot vigtigt, at det klart fremgår ved indgåelsen af aftalen, hvad sanktionerne er i tilfælde af, at man udebliver, siger afdelingschef i Forbrugerrådet, Mette Boye til JydskeVestkysten.
