Familievirksomheden Gubi har i over 40 år sat aftryk på danske designmøbler. I dag har Jacob Gubi overtaget forretningen fra sine forældre og gjort den til global succes.
Fra et luksushotel i New Delhi over en hel etage i det nu genopbyggede World Trade Center-tårn nummer syv i New York via Hotel Hilton i San Francisco til Kronborg Slots konferencesal kan man følge et spor af møbler designet af den københavnske familievirksomhed Gubi A/S.
Alt dette globale stjernestøv kan i vid udstrækning tilskrives 41-årige Jacob Gubi, der siden et generationsskifte i 2001 har skåret ind til benet, ændret hele forretningsmodellen og på den måde løftet virksomheden fra kajen i Københavns Nordhavn ud på over 25 markeder.
Men vejen hertil har været lang og kringlet. Fortællingerne om henholdsvis Jacob Gubi og Gubi A/S begynder samtidig.
For den lille designvirksomhed bliver etableret i 1967 af Lisbeth og Gubi Olsen - præcis samme år som Jacob blev født.
Faderen Gubi Olsen er designeren og begynder med salg af brugskunst, men i takt med at virksomheden vokser sig større, prøver han sine evner af inden for møbeldesign. En idé, der skulle vise sig at blive det store gennembrud for virksomheden og lægge kimen til de næste fire årtiers forretning.
Sideløbende med forældrenes succes begynder en ung Jacob Gubi at interessere sig for forretninger.
Ville have sit eget
- Jeg har vel altid vidst, at jeg skulle være selvstændig. Jeg har, så langt jeg kan huske tilbage, været drevet af at ville have mit eget, fortæller han.
Allerede som 15-årig tager han hul på karrieren ved at bruge sin opsparing til at importere tøj fra Frankrig og sælge det til bekendte.
Den lille gesjæft vokser med årene, og sideløbende med studierne på handelshøjskolen driver han nu en handelsvirksomhed med sin bror.
Det er dog ikke nok for den unge energiske iværksætter, som derfor også lægger mange timer i familievirksomheden Gubi A/S. Med et ben i begge lejre ser han midt i 90’erne sit snit til at udforske nye forretningsmuligheder.
- Jeg mente, at det måtte være muligt at få nogle synergieffekter ud af de to selskaber. Så min bror og jeg åbnede en butik på Grønnegade i København - det var der, hvor Munthe plus Simonsen har butik i dag. Gubi Network blev en form for konceptbutik, hvor vi både solgte designermøbler og designertøj. Lidt firkantet sagt kunne manden se på møbler, mens konen så på tøj, forklarer han.
I den samme periode får Jacob Gubi flere kontakter inden for mere kreative brancher, hvilket han benytter til at gøre forretning. Han skaffer aftaler, så han og Gubi A/S i den periode står for indretningen af en lang række firmaer, natklubber og restaurationer.
Ægte igangsætter
Jacob Gubi beskriver sig selv som en igangsætter. Både når det kommer til at udvikle nye forretningskoncepter samt etablere noget nyt. Og netop lysten til det sidste driver ham i en årrække væk fra familievirksomheden. Et valg der viser sig at blive skelsættende for Gubi-familien.
I 1998 får Jacob Gubi nemlig tilbuddet om at starte en netbutik sammen med serieiværksætteren Jens Heimburger. Jacob Gubi og hans bror stopper i Gubi A/S og Gubi Networks og investerer samtidig 10 mio. kr. af familievirksomhedens penge i projektet.
- Det handlede om, at jeg ville prøve noget helt andet. Hele mit liv havde vi kun talt om det samme rundt om spisebordet, når familien var samlet. Og det viste sig også at blive en meget lærerig periode i mit liv, forklarer han.
Den lærerige periode strækker sig over to år, før hele projektet falder til jorden med et brag, og den unge iværksætter må afskedige samtlige af Gubi.coms 50 medarbejdere.
- Det er den helt klassiske historie om it-boblen og en virksomhed, hvis værdi var vurderet helt vanvittigt. Folk var jo ikke på nettet på det tidspunkt, og derfor kunne der ikke tjenes penge, siger han i dag.
Dermed vender Jacob Gubi i 2000 tilbage til sine forældres virksomhed Gubi A/S, der er tæt på kollaps efter, at hele egenkapitalen var investeret i neteventyret. Alle pengene var tabt.
- Jeg kom tilbage til en virksomhed i krise. Mine forældre var ved at være trætte. De følte nok, at det lange seje træk, der nu skulle tages, var for hårdt, fortæller Jacob Gubi om det generationsskifte, der blev foretaget i løbet af 2001.
Kassen er tom
Hans nye mandat i familievirksomheden betyder radikale ændringer.
Tøjafdelingen bliver afviklet, og det private marked bliver stort set fravalgt til fordel for business 2 business-modellen. Heldet er med virksomheden, da et stort advokatfirma dukker op med en ordre på at indrette samtlige 400 kontorer i et nyt domicil.
Familievirksomhedens kassebeholdning er dog helt tom, og kunden kræver en garanti. Den bliver taget i familiens private bolig.
- De år har været de absolut hårdeste i min erhvervskarriere. Jeg havde i en lang periode været vant til succes, og så lige pludselig blev det vendt til fiasko med Gubi.com. Det tærer følelsesmæssigt. Det er jo lige før, man går og tror, at folk på gaden ser på én og synes, man er et fjols. Men det har også gjort mig stærkere og til en bedre leder. Der er ikke mange ledere, der i min alder har været hele cyklussen igennem fra succes til fiasko og tilbage igen, siger han.
