Dansk firma har leveret seks maskiner, der nu syv måneder efter katastrofen endelig er frigivet af toldmyndighederne på Haiti.
Seks grave-, knuse- og sorteringsmaskiner fra Aabenraa-firmaet Meldgaard er efter måneders venten langt om længe frigivet af toldmyndighederne på Haiti, fortæller JydskeVestkysten.
Det betyder, at de sikkert i slutningen af denne måned kan komme i gang med at rydde op i ruinerne efter det voldsomme jordskælv, som ramte Haiti den 12. januar.
Salgschef Klaus Meldgaard fra Meldgaaard-gruppen fortælelr til den sydjyske avis, at han glæder sig over, at der nu langt om længe kan komme gang i maskinerne, når firmaets mand, Raymond Jensen, på stedet har gjort dem klar.