Et fortidslevn kalder Danske Havne isbryderne, som de er pålagt at skulle betale for at holde isbryder-beredskabet klar.
De danske havne vil ikke længere betale til forsvarets isbrydningstjeneste. Havnene har i årevis betalt store summer for at holde de tre gamle isbrydere, der ligger i Frederikshavn, sejlklare. Men isbryderne har ikke sejlet i årevis.
- Der har ikke været is i de danske farvande siden 1996. I dag er skibene, der besejler Østersøen, langt større og stærkere end tidligere og selv i stand til at bryde is. Havnene har desuden selv bugser- og servicebåde med stor motorkraft, der kan holde havnene sejlbare. Isbryderne er et fortidslevn, siger Danske Havnes formand Uffe Steiner Jensen.
Forsvarsministeren nedsatte for tre år siden et udvalg, der skulle undersøge, om istjenesten var overflødig. Der kom ikke noget ud af undersøgelsen, men alligevel foreslår ministeriet nu en ny undersøgelse.
Imens man undersøger, skal erhvervet hvert år betale 20 millioner kroner til et beredskab, det ikke ønsker.
- Folketingets partier er enige om at fremme søtransporten af hensyn til miljøet og for at aflaste vejene for lastbiltrafik. Det er grotesk at pålægge erhvervet unødvendige omkostninger. Vi har kun et sted at sende regningen, og det er til vores kunder, siger Uffe Steiner Jensen.
Nedlæggelsen af istjenesten kræver en lovændring. Den ønsker havnene gennemført hurtigst muligt.
