Intet papirspild og en printerløsning, der følger Svanemærkets retningslinjer for miljørigtig print. Dansk Standard har opnået gode gevinster ved at systematisere deres print- og kopiløsning.
Når man er en virksomhed som Dansk Standard med 25.000 standarder i produktporteføljen, som dansk erhvervsliv investerer i og følger for at opnå certificeringer eller opfylde krav i forhold til EU’s direktiver, der medfører CE-mærkning for adskillige områder som blandt andet it, sundhed, sikkerhed og miljø, så bliver der ekspederet adskillige ton papir over dis-ken.
Og hvis ikke unødvendige omkostninger såvel for virksomheden som for miljøet skal hobe sig op, så kræver det styring på printerløsningen.
Det har Dansk Standard erfaret i en proces, der begyndte for otte år siden, hvor virksomheden overgik fra analog til digital produktion, og ikke mere lagerfører papirudgaverne, men udelukkende har digitale arkiver.
Det betyder, at der i dag ikke er noget spild overhovedet – da der ikke bliver printet standarder ud, som ikke har et formål internt i virksomheden eller bliver solgt.
- Det har været en kæmpe opgave at overgå til digitale standarder, som kan være på alt fra ti til 500 sider, men i dag har vi et elektronisk arkiv, hvor kunderne kan købe standarderne elektronisk eller bestille dem hos os i papirform, hor vi hiver dem frem, printer dem og sender dem til kunden, så der ikke bliver foretaget unødvendige print, forklarer Mogens Andersen, salgs- og kundechef hos Dansk Standard.
Her har man for otte år siden valgt at outsource håndteringen af printerløsningen og optimere workflowet i virksomheden ud fra et ønske om at få optimeret forretningen.
- Det har været en stor gevinst for os på udgiftssiden, fordi vi dermed kun producerer det, vi sælger – i stedet for at få produceret eksempelvis 20 fysiske udgivelser af en standard, som måske kun sælges i fem eksemplarer, siger Mogens Andersen.
Smager egen medicin
Hos Dansk Standard har det samtidig været en miljømæssig gevinst at systematisere printløsningen, da netop antallet af print er blevet reduceret.
Dansk Standard har da også siden valgt at satse 100 procent på mijørigtig produktion, så den følger Miljø-mærke Danmarks regler for Svanemærket, som har adresse under samme tag som Dansk Standard.
- Dermed har vi i organisationen valgt at tage vores egen medicin og har fået hele vores produktion Svanemærket, og det har stillet flere krav til vores produktion. Men når man hedder Dansk Standard og huser Svanemærket, så er der en vis bevågenhed omkring det at leve op til standarder.
