Skanderborg-virksomhed har leveret højttalere til det studie, der har produceret lyden til filmen Avatar.
Danske højttalere til studiebrug er verdensberømte.
Ved Oscar-uddelingen fornyelig fik den danske virksomhed, Dynaudio hæder, da filmen Avatar var nomineret til en statuette for bedste redigering af lydsporet til filmen, der er blevet den bedst indtjenende film i verdenshistorien.
Bag lyden i Avatar-universet ligger tusindvis af timers redigering af lyd-designer Christoffer Boyes, der gennem mange år har brugt Dynaudio højttalere som et fast værktøj, når han skal skabe lydsiden til nye Hollywood-film.
Læs også på erhvervsbladet.dk:
3D-film kan sikre fremtiden for landets biografer
Ifølge en pressemeddelelse fra Dynaudio har Christoffer Boyes brugt Dynaudio (AIR 20) højttalere i adskillige år og han lovpriser specielt den naturlige lyd fra de danske højttalere.
Den amerikanske lydsnedker stiftede første gang bekendtskab med den specielle danske lyd, da han arbejdede som såkaldt Supervising Sound Editor på Pirates of the Caribbean: The Course of the Black Pearl.
Det er ikke kun store Hollywood-produktioner, der benytter de danske højttalere fra Skanderborg. Både DR-BYEN og de fleste af BBC¹s studier er udrustet med Dynaudio monitors.
Det har de seneste år ført til, at Dynaudio er verdens førende indenfor højttalere til studier med et totalt salg på flere end 120.000 professionelle studiemonitorer på verdensplan.
- Det svarer til, at cirka en tredjedel af alt musik og film materiale enten er indspillet, mixet eller masteret på Dynaudio højttalere, siger Lars Prisak, adm. direktør for Dynaudio.
I modsætnings til stort set alle andre producenter af højttalere har Skanderborg-virksomheden undladt at flytte sin produktion til Kina og derfor er hele produktionen stadig samlet i Skanderborg, hvor knap 200 er beskæftiget.
I gennemsnit produceres 6000 højttalerenheder om ugen og kunderne tæller blandt andet bilindustrien i form af leverancer til Volvo, Volkswagen og Bugatti.