Der er nu flere ugers eller måneders ventetid på nye maskiner til at fjerne sneen med.
Mens mange nu går rundt og bander over det forbistrede snevejr, der skaber problemer, er der i hvert fald en branche, der glæder sig over udviklingen.
Og det er landets producenter og forhandlere af fejemaskiner og snerydningsmateriel. Flere steder meldes der nemlig nu om ventetid helt frem til april på levering af det eftertragtede udstyr.
Hos firmaet H.C. Petersen med base i vestjyske Krog-ager ved Grindsted, der leverer maskiner til Danmark, Norge og Sverige, kan der i øjeblikket meldes udsolgt og en ventetid på to-tre uger, fordi nyt materiel skal skaffes fra andre producenter i Tyskland, Holland eller Frankrig.
Læs også på erhvervsbladet.dk netop nu:
Sneplovs-chauffører overtræder arbejdtids-regler
- Vi har solgt mange mini-traktorer og mindre maskiner til kommuner og boligselskaber, og nu er vort eget lager solgt ud, så der er ventetid på materiellet, siger firmaets salgschef Henning Kristensen.
Kimende telefoner
Ikke kun i år - men også det kommende år - forventer han, at de seneste måneders snefald har været gavnlig for forretningen.
- Salget har jo været begrænset de seneste tre år, fordi der ikke har været noget sne. Men fordi maskinerne nu kommer på budgetterne igen, og fordi materiellet nu bliver slidt, forventer vi også, at det får en afsmittende virkning på salget til næste år, fortæller Henning Kristensen.
Fra Fyn melder fejemaskine-producenten Texas A/S også om kimende telefoner, der har fået selskabets nye fejemaskine til 5.500 kroner til at forsvinde som det smeltevand, som mange sikkert sukker efter. Den seneste tid har det især været private, der har ringet firmaet op for at købe fejemaskinen.
- Vi lancerede vores HandySweep-maskine, fordi vi kunne se, at der var opstået et behov for en maskine, der kunne fjerne sne. Men vi har udsolgt af den til starten af april, så der er faktisk også private, der køber vores større model til 15.000 kroner, fortæller salgschef Lasse Nilsson til Fyns Amts Avis.
Læs i øvrigt:
