Fabrikant opgiver at producere bilsæde, der kunne redde børns liv
Mange børn kører rundt i biler og busser uden at være spændt forsvarligt fast. Det problem kunne et bilsæde, opfundet i Thisted, være med til at løse effektivt.
Men sådan bliver det ikke. Selv om sædet er patenteret, gennemtestet, godkendt af EU og endda prisbelønnet af regeringen, så opgiver opfinderen nu at sætte det i produktion i Danmark, skriver Nordjyske Medier.
Efter tre et halvt års tovtrækkeri med myndighederne orker Claus Dahl Pedersen, der står bag børnesædet, nemlig ikke længere at slås mod, hvad han kalder en "mur af bureaukrati."
Stoppet af lovforslag
Det, der har fået opfinderen til at give op nu, er et lovforslag, som regeringen netop har fremsat, og som vil gøre sikkerhedsgodkendte børnesæder afgiftsfri for taxier.
Claus Dahl Pedersen mener, at forslaget vil betyde, at han umuligt kan tjene penge på at producere sit bilsæde.
- Det ville være meget bedre at fritage sæderne helt for afgift, så også private bilister kunne få råd til at bruge dem - lige som med airbags. Og allerbedst ville det være at lave loven om, så børn ikke kun skal være fastspændt i godkendt udstyr, når de kører i privatbil, men også i f.eks. bus, siger Claus Dahl Pedersen til Nordjyske.
Thisted-fabrikanten, der lever af at udvikle og teste sikkerhedsudstyr til biler vil nu i stedet forsøge at sælge sit patent til udlandet.