Ejeren af bryghuset med årets ølnyhed er lykkelig for, at regnskabet viser overskud i år.
På Midtfyns Bryghus jubler bryggeriejer Edward Szweda over det netop offentliggjorte regnskab.
Umiddelbart er overskuddet på 42.000 kroner ikke stort, men det er nok til at gøre Edward Szweda glad, beretter Fyens Stiftstidende.
- Når man tænker på, at der er krise, og mange bryggerier har det hårdt, så er jeg meget tilfreds med regnskabet, siger Edward Szweda til lokalavisen.
Årets nyhed
I weekenden blev Chili Tripel fra Midtfyns Bryghus kåret som årets ølnyhed af foreningen Danske Ølentusiaster.
- Selv om det går skidt for nogle mikrobryggerier, så er specialøllene kommet for at blive. Folk har fået smag for dem, så det skal nok gå, siger Edward Szweda til Fyens Stiftstidende.