Aftale med Coop fik vendt skuden hos det fynske bryggeri Vestfyen.
En aftale med Coop om brygningen af alle kædens øl med eget etiket på betyder, at Bryggeriet Vestfyen i Assens har vendt sidste års underskud til et overskud på 4,3 millioner kroner før skat, skriver Fyens Stiftstidende.
At aftalen med Coop er en mindre guldgrube, illustreres bedst af, at resultatet er forbedret med omkring ti millioner kroner i forhold til sidste år.
Aftalen med Coop har også betydet en udvidelse af medarbejderstaben med seks personer, så man nu er 103 ansatte på bryggeriet.
Nettoomsætningen på bryggeriet er i årets løb steget med 25 millioner kroner, så den ligger på knap 190 millioner kroner, og bryggeriet forventer et endnu bedre resultat næste år.