Mens bryggeriets maltfabrik skabte et overskud på 11 millioner kroner, måtte selve bryggeriet indkassere et underskud på tre millioner kroner
Resultatet for Bryggeriet S.C. Fuglsang A/S og ølfremstillingen var ikke tilfredsstillende, mens maltproduktionen gav et tilfredsstillende resultat. Sådan lyder meddelelsen fra det sønderjyske Fuglsang-bryggeri i en udsendt pressemeddelelse.
Bryggeriet kom ud med et underskud på 3,1 millioner kroner, mens bryggeriets maltfabrik, Sophus Fuglsang Export-Maltfabrik A/S kunne vise et overskud på 11,1 millioner kroner efter skat.
- Vi har i 2009 kunnet glæde os over en moderat salgsfremgang på hjemmemarkedet i Danmark modsat den generelle udvikling med faldende ølsalg. Samtidigt har vi fortsat satset på udviklingen af salget indenfor detailhandlen, men også til kroer, restauranter og cafeer. Vi tror, at investeringerne i yderligere salgspersonale og øget markedsføring har været godt givet ud, selvom pengene endnu ikke er tjent hjem,, siger brygmester og direktør Henning Fuglsang i den udsendte pressemeddelelse og tilføjer:
- Vi er glade for, at vi råder over et velfungerende dåsetapperi, idet dåsesegmentet er i fortsat vækst. Dåserne giver os øget mulighed for fremover at tilbyde vores kvalitets- og specialøl til rimelige priser ud over vores naturlige distributionsområde i Sønderjylland , og dette forventer vi os meget af i de kommende år, siger han.
P ådet andet ben af familievirksomheden Sophus Fuglsang Export-Maltfabrik A/S er resultatet acceptabelt.
- Vi er tilfredse med sidste års resultat. Ligeledes er vi glade for, at vi i de forløbne fire gode år har kunnet investere i alt 70 millioner kroner i en yderligere forbedring og rationalisering af fabrikkerne i Thisted og Haderslev. En hel ny logistikdel til losning af maltbyg og læsning af den færdige malt på fabrikken i Haderslev er færdiggjort ved årsskiftet, fortæller direktør Kim Fuglsang og tilføjer:
- Vi står rustet til at møde en forestående nedtur i maltmarkedet, der allerede har ramt os. Fremadrettet vil vi ikke opleve så gode år, som vi har oplevet i de seneste tre år, uden dog at kunne sætte tal på. Desværre har vi i hele 2009 måttet reducere produktionen kraftigt og denne produktionsnedgang fortsætter i 2010. Men vi er klar, når tørsten atter melder sig, siger han.