Manglen på malt til ølbrygning sendte priserne til vejrs, og eksportmaltfabrik havde overskud på 58 mio. kr. før skat.
Landets største producent af malt til ølbrygning, den familieejede Fuglsang Gruppen i Haderslev, havde i fjor et rekordår. Efter to dårlige høstår i Europa er prisen på maltbyg fordoblet, og med alvorlig mangel på malt til øl kunne regningen sendes videre til kunderne.
Resultatet for Sophus Fuglsang Export-Maltfabrik A/S blev et overskud før skat på hele 58,3 mio. kr. i det omlagte regnskabsår mod et underskud på 10 mio. kr. i det foregående halve år.
»Markedet for maltbyg og malt vendte grundlæggende i efteråret 2006. Vi har med held kunnet sende de store råvarestigninger videre til kunderne, bryggerier i ind- og udland. Efter overtagelsen af maltfabrikken i Thisted har vi i de forgangne år arbejdet på at få alle samdriftsfordele ved sammenlægningen af de to virksomheder frem. Denne proces er nu afsluttet og har givet betragtelige besparelser«, siger adm. direktør Kim Fuglsang.
Fuglsang overtog i foråret 2006 den over dobbelt så store Dragsbaek Maltfabrik A/S i Thisted og har nu en årlig kapacitet på 155.000 ton malt, der afsættes til omkring 70 bryggerier over hele verden.
Mens ølforbruget stagnerer på de traditionelle markeder, vokser det i Asien, Sydamerika og andre varme lande. Cirka en tredjedel af produktionen afsættes til Danmark og Norge, en tredjedel til lande inden for EU, mens den sidste tredjedel afsættes til bryggerier i oversøiske lande.
Ølbrygning gav tab
Maltfabrikken i Haderslev investerede i fjor 17 mio. kr. i produktionsanlæg, og i år kommer et nyt losse- og læsseanlæg til 15 mio. kr. til.. Det vil effektivisere tilførslen af korn med lastbiler og afhentningen af den færdige malt i containere. Maltproduktion har i årevis været en mere lønsom forretning end at brygge øl for Fuglsang-familien, og 2007 var ingen undtagelse. Trods et svagt stigende salg af Fuglsang-øl, gav året et underskud på godt to mio. kr. i Bryggeriet S.C. Fuglsang A/S.
»Vi har godt nok solgt en anelse mere øl end året før, men det har været svært af få priserne op, idet konkurrencen blandt bryggerierne er hård. Vi forventer dog, at der vil ske mere på ølprisen i løbet af året«, siger direktør og brygmester Henning Fuglsang.
Fuglsang Gruppen ejes gennem Fuglsang Holding A/S af Conrad & Sophus Fuglsangs Fond. Koncernen har en samlet balance på 318 mio. kr. og en egenkapital på 122 mio. kr. Den ledes af femte generation af Fuglsang-familien i Haderslev efter virksomhedens stiftelse i 1865.