Aftalen er den første af sin slags i klubben og bliver det næststørste enkelsponsorat for Brøndby IF.
Aftalen træder i kraft omgående, men stadion ændrer ikke navn, og vil grundet aftalens indhold fortsat hedde Brøndby Stadion de næste fem år, oplyser klubben i en meddelelse.
- Købet af stadionnavnet og ideen med at bibeholde navnet Brøndby Stadion skal ses som en gave til alle fans af Brøndby IF. Når det er sagt, forventer vi at udnytte stadionsponsoratet til øget eksponering af virksomheden, hvilket vil kunne opleves i flere sammenhænge, siger sponsorchef i Kasigroup Søren Colding.
Kontrakten er af en sådan størrelse, at det har indflydelse på årets resultat. Alligevel fastholder Brøndby IF forventningerne på mellem et underskud på 6 mio. til et overskud på 2 mio. kroner, grundet sportslige investeringer i det aktuelle transfervindue, bemærker Brøndby. Parterne har aftalt ikke at offentliggøre beløbet.
(RB-Børsen)