For at markedsføre det kommende kampfly til det danske forsvar satser den amerikanske Boeing-koncern nu på at udvide sit samarbejde med danske virksomheder.
Boeing-koncernen går nu i offensiven over for danske virksomheder.
Offensiven skal ses i lyset af, at koncernen med sit F-18 Super Hornet er med i kapløbet om at levere nye kampfly til det danske forsvar.
I den forbindelse har to instruktører fra Boeing i den forgangne uge været på besøg på Odense-virksomheden Almexa, hvor de har undervist medarbejderne i avancerede produktionsteknikker, skriver Fyens Stiftstidende.
Og en af direktørerne fra Boeing Military Aircraft Tom Bell lægger ikke skjul på, at samarbejdet med Almexa skal ses i lyset af den kraftige markedsføring af Super Hornet:
- Almexa er den første danske virksomhed, hvor vi har lavet en konkret samarbejdsaftale. Men vi forventer at lave lignende aftaler med andre danske virksomheder. Vælger Danmark Super Hornet, så er vi allerede i gang med samarbejdet, siger Tom Bell til Fyens Stiftstidende.
Meldingen lyder, at det danske forsvar inden udgangen af 2009 vælger, hvilket mærke der skal være fremtidens danske kampfly.