De danske virksomheder der fremstiller komponenter til vindmølleindustrien har klaret sig godt de seneste år, men den globale finanskrise begynder at kunne mærkes på afsætningen.
Erhvervsbladet.dk har i samarbejde med Business Intelligence gennemført en Brancheanalyse på baggrund af gennemsnitstal for de seneste tre regnskabsår for i alt 114 underleverandører til vindmølleindustrien.
Tallene, der er hentet fra kreditvurderingsbureauet Experians database, viser en lille stigning i andelen af virksomheder, der kører med underskud. Til gengæld har færre virksomheder retning mod konkurs.
Overordnet set vidner analysen om en forholdsvis sund og velkonsolideret branche, hvor finanskrisen i hvert fald i 2008, endnu ikke for alvor havde haft sit indtog.
- I forhold til den samlede fremstillingsindustri, kan man sige, at vindmølleindustrien ligger ret fantastisk, men der er uden tvivl afsætningsproblemer rundt omkring lige nu, siger chefanalytiker John Mikkelsen fra Business Intelligence. Han påpeger at finanskrisen først for alvor har ramt i år.
- Industrien har kørt på fuld knald indtil for nylig, og det bærer de seneste tre regnskabsår præg af, siger han.
Flere faktorer peger dog imod at efteråret 2009 bliver blodigt.
- De seneste år har vi haft underleverandører, der endda har haft bedre vækst end producenterne. Men finanskrisen er en stor og voldsom udfordring, siger Jan Serup Hylleberg, direktør for brancheforeningen Vindindustrien.
Opkøb og konkurser
Den opfattelse deles i Danmarks Eksportforening, der blandt andet repræsenterer en række af vindmøllebranchens underleverandører.
- De fleste har det sådan, at 2009 skal bare overstås. Og den her type virksomheder får jo ikke ordrer fra uge til uge, siger konsulent i vindsektionen (DWEG) under Danmarks Eksportforening Rikke Berg.
Hun vil ikke afvise muligheden for, at 2009 byder på både yderligere konsolidering og lukninger. Dystre udsigter som Jan Serup Hylleberg er overbevist om vil gå i opfyldelse.
- Vi vil se både opkøb og konkurser. Der er optimisme, men efteråret bliver vanskeligt. Gennem næsten et år, er der blevet produceret til lager, og det giver underleverandørerne problemer, siger han og slår fast, at resten af 2009 byder på afskedigelser og negativ vækst mange steder.
Tænk indad
Jan Serup Hylleberg er dog ikke udelukkende dyster i sine forudsigelser. Den globale satsning på vindenergi stormer stadig derudaf, og efter krisen bliver der masser at lave.
- Vi er bare inde i en vanskelig periode, hvor alle initiativer til en samlet politisk strategi for, hvordan vi bevarer og styrker en nordeuropæisk vindmøllesektor er meget kritiske, siger han.
Ifølge Jan Serup Hylleberg er det afgørende for branchen, hvordan den kommer ud af krisen. Selv om, det er en svær øvelse, handler det om, at holde sig parat til ny vækst.
- Markedet kommer igen, og hvor hårdt krisen rammer, afhænger af, hvor velforberedte virksomhederne er i stand til at være til den tid, siger han.
I eksportforeningen opfordrer man virksomhederne til at tænke indad og bruge krisen til at optimere virksomheden.
- Efter det her års tid, hvor alle har fået nogle hug, handler det om at trimme og få fuldstændig styr på forretningen. De danske underleverandører er generelt stærke, og på flere internationale markeder er der stadig stor vækst. Nu handler det om at ruste sig, siger Rikke Berg.