Færre nye køkkener og flere småreparationer fylder den dybe tallerken hos BilligVVS.dk og øger overskuddet med 10 procent.
For andet år i træk rundede omsætningen 100 mio. kr. i 2008, og samtidig steg resultatet før skat med 10 procent til godt 11,2 mio. kr. hos BilligVVS.
Netbutikken, som lever af at sælge VVS-artikler over internettet, drager fordel af, at folk begynder at passe bedre på deres penge.
- Der bliver renoveret mere frem for at købe noget nyt. Folk køber en ny vandhane eller et nyt brusesæt i stedet for at renovere hele badeværelset, siger Jesper Bunde-Pedersen, adm. direktør i BilligVVS.
For fire måneder siden gik virksomheden ind i Sverige, og allerede nu er investeringen tæt på at give overskud.
- Vi havde regnet med, at vi skulle hen i august eller september, før vi fik det til at gå i nul. Januar kostede os 100.000 kr., og jeg begyndte at blive bekymret for, at det ville komme til at koste gevaldigt på bundlinjen, fortæller Jesper Bunde-Pedersen.
Januars tab fik BilligVVS.dk til at omskole den ene af sine to kundeservicemedarbejdere i Sverige til at hjælpe til i den danske kundeservice. Derudover har netbutikken skruet ned for markedsføringen i Sverige. Næste skridt bærer BilligVVS.dk til Norge inden udgangen af 2009.
- Der er kun tre spillere i Norge. Det har vist sig, at vores koncept holder i Sverige. Hvis vi ansætter endnu en person i kundeservice, som kan de nordiske sprog, kan personen lappe over hele vejen rundt. Det vil også blive billigere end i Sverige, hvor vi lærte af vores fejl.
BilligVVS.dk regner i 2009 med at lande på et resultat, der er cirka 25 procent lavere end i 2008. Det vil sige omkring 8,4 mio. kr.
- Vi kommer selvfølgelig ikke ud med et lige så stærkt resultat i 2009 som i 2008. Men vi kommer videre med en forretning, som vil være meget stærkere end i 2008, slutter Jesper Bunde-Pedersen.
Ved udgangen af 2008 havde virksomheden 13 medarbejdere og en egenkapital på 10,3 mio. kr. efter at have udloddet et udbytte på 7,6 mio. kr.