Virksomheden håber at redde medarbejdernes job.
Billetudstederen Dane Travel valgte mandag i denne uge at gå i betalingsstandsning, skriver Take Off, som udelukkende beskæftiger sig med rejsebranchen.
- I første omgang er vi gået i betalingsstandsning, men det ender nok med en konkurs. Vi håber, at stumperne kan reddes, og at vi kan bevare arbejdspladserne, siger Bent F. Christiansen, bureauchef i Dane Travel, til Take Off.
Dane Travel udstedte billetter til omkring 25 danske rejsebureauer, og den forretning bliver nu overtaget af Billet-Centralen.
Virksomheden ejes af Comet Rejser og Brandstrup Travel, som hver ejer 40 procent af aktierne, samt Ole Garde fra Airtiki, som ejer 20 procent af aktierne.
I sidste regnskabsårs opnåede Dane Travel en omsætning på knap 60 millioner kroner og havde tre ansatte.