Det bratte fald i ordreindgangen i 2008 hos de 200 danske virksomheder, der arbejder med aluminium, er afløst mere stabile tider, men der er benhård konkurrence.
De godt 200 danske virksomheder, der forarbejder aluminium, begynder så småt at vejre morgenluft efter et skidt 2009, hvor mange af branchens virksomheder kæmpede med indekstal for salget på 70 eller mindre i forhold til året før.
Blandt konstruktionsvirksomhederne har krisen hærget særlig hårdt.
Jim Hansen, direktør i Aluminium Danmark, sektorens brancheforening, peger på, at der er en stigende efterspørgsel på aluminiums-baserede produkter i Tyskland. Det giver sig blandt andet udslag i form af en vis interesse fra danske virksomheder for at deltage ved en stor aluminiums-industrimesse i Essen i Tyskland til september.
Den lidt bedre afsætning fornemmes blandt andet. hos landets største aluminiumsgrossist, Alumeco i Odense, der har en bred føling med branchens virksomheder. Dette veldrevne familiefirma, der i en årrække har forrentet egenkapitalen med mellem 35 og 40 procent måtte i det regnskabsår, der sluttede 30 juni 2009, acceptere, at årets resultat faldt med hele 48 millioner kroner til kun 17 millioner kroner. Nettoomsætningen blev reduceret fra 1,7 til 1,4 milliarder kroner.
- Men nu ser vi, at omsætningen så småt begynder at stige igen. Vi har passeret vendepunktet, siger salgsdirektør Jan Berthel. Alumeco dækker hele Skandinavien og har senest købt og overtaget en aluminiums-grossist i Polen.
Aluminiumsindustrien består blandt andet. af virksomheder, der fremstiller emballage, bygningskonstruktioner, skibs- og offshore-tilbehør og produkter til automobilbranchen. Specielt de tre sidste kategorier er hårdt ramt af recessionen. En del af virksomhederne er koncentreret i Sønderjylland med Hydro Aluminium i Tønder som omdrejningspunkt.
For få ordrer
- Der er stadig for få ordrer, men vi er nu begyndt at få fodfæste i den danske off-shore-industri, hvor man hidtil har været mere konservativ end for eksempel nordmændene og foretrukket konstruktioner i det noget tungere stål, siger Mads Rasmussen, teknisk direktør i GM Smede- og Maskinfabrik i Esbjerg, der leverer konstruktioner i aluminium.
Virksomheden er for nylig solgt til den noget større JMM-group i Vojens, der fortrinsvis bearbejder stålemner.
Tendensen til en beskeden fremgang i branchen bekræftes af direktør Søren Nielsen, Vestjysk Stålteknik i Varde, der har en stor aluminiums-sektion.
- 2010 bliver lidt bedre end i fjor, men det kunne heller ikke godt blive værre, siger han.
Tysk efterspørgsel
Aluminiumsindustrien er spået stor fremgang, fordi aluminium som råstof har fordele, som tiltaler stadig flere. Det et let, og let at forarbejde og nu også let at genanvende.
På globalt plan ventes aluminiumsforbruget at stige med 3, 9 procent om året frem til år 2020. I sær vil forbruget vokse i Kina.
