Vilsgaard Advokater, der rådgiver små og mellemstore virksomheder samt iværksættere, har selv lavet en plan for vækst. Og så har ejeren Bo Vilsgaard ganske enkelt afskaffet sekretæren i sit advokatfirma.
Firmaet Vilsgaard Advokater i sydjyske Vejen lever i høj grad af at hjælpe iværksættere samt små og mellemstore firmaer til at vækste. Men her slutter ambitionerne for firmaets ejer, Bo Vilsgaard, såmænd ikke. Han har også selv lagt en langsigtet plan for vækst i sin egen virksomhed.
Bo Vilsgaard var tidligere medejer af det store Trolle Advokatfirma i trekantsområdet. Men valgte for få år siden at gå egne veje.
- Jeg havde et ønske om at begynde inden for det her område, som jeg syntes var sjovt og spændende - og ikke bare gå efter de hurtige point og bolde - og fylde op med opgaver i firmaet, siger Bo Vilsgaard.
Derfor understreger han også, at firmaet har truffet det valg, at advokaterne i firmaet udelukkende beskæftiger sig med områderne køb og salg af virksomheder, iværksætteri, generationsskifter og byggesager. Her er ikke som i andre advokatfirmaer rådgivning til private, behandling af konkurser eller landbrugsrådgivning. Firmaet har valgt sine spidskompetencer:
- De kunder, vi har, vælger os, fordi vi ikke er en blandet landhandel. Det er typisk virksomheder, der skal have sparring i forbindelse med køb eller salg af virksomhed, eller fordi de er i gang med at starte et firma, siger Bo Vilsgaard.
For at få den helt specielle og tætte kontakt til kunden har firmaet også afskaffet sekretæren i firmaet. Normalt har en advokat sekretærer som leddet mellem sig selv og kunderne. Men sådan er det ikke hos Vilsgaard:
- Når kunderne ringer til os, vil de tale med en advokat. Derfor har vi valgt at fjerne sekretæren, så kunderne altid kan få et svar omgående, fordi det er en advokat, der tager telefonen. Det har naturligvis krævet, at vi har kigget på vore arbejdsgange, og at vi alle er superbrugere på it-området, siger Bo Vilsgaard om firmaets koncept.
Som firmaet hjælper andre firmaer med at skabe en bedre forretning efter vækstens ABC, så har Bo Vilsgaard også selv været i værktøjskurven for at skabe mere vækst i sin virksomhed. Således oprettede firmaet for et halvt år siden et såkaldt advisory board. Det vil sige en vejledende bestyrelse, der består af en gruppe erfarne erhvervsfolk fra trekantsområdet. Bestyrelsen skal være med til at skabe yderligere vækst og fremgang for advokatfirmaet, der i branchen er blevet kåret som en af de bedste inden for innovation.
- Vi vil gerne mere end i dag, og derfor er det vigtigt at få nogle tilknyttet, der kan tilføre mere viden til firmaet. Vor plan er at øge det geografiske område, vi dækker. Derfor har vi også oprettet kontor i Århus, der som trekantområdet også er et vækstområde. Vi håber, vi kan komme på plads deroppe med et tilsvarende antal jurister, og er vi dygtige nok, skal vi derefter også til København, der er det tredje vækstområde i Danmark, forklarer Bo Vilsgaard.
Foreløbig går det faktisk ganske godt for firmaets vækstplaner.
- For på trods af krisen er det også lykkedes os at vækste i 2009, hvor vi også vil komme ude med et udmærket resultat, siger Bo Vilsgaard.
