En nyindgået millionkontrakt kan fordoble medarbejderstaben hos Aalborg Aluminium. Kontrakten afhænger dog af, hvilket kampfly Danmark vælger.
Den nordjyske ingeniør- og produktionsvirksomhed Aalborg Aluminium Industri står over for et markant løft i de kommende år, hvis det danske forsvar vælger Saabs Gripen Next Generation som Danmarks nye kampfly.
Aalborg-virksomheden har nemlig som et led i Saabs modkøbsforpligtelse, der forpligter virksomheden til at levere ordrer til danske virksomheder i samme størrelse som prisen for kampflyene, indgået en trecifret millionkontrakt, som træder i kraft, hvis Saabs fly vælges.
- Vi har opnået et samarbejde med Saab, som kan betyde, at vores vækststrategi bliver fremskyndet med flere år og som minimum vil medføre en fordobling af både vores ingeniør- og håndværkerstab, siger administrerende direktør Morten Christiansen.
Kontrakten afhænger dog som nævnt af en politisk beslutning mellem tre kandidater, og ifølge Morten Christiansen er det vilkårene for en mindre virksomhed som Aalborg Aluminiums Industri, der har omkring ti ansatte.
- Store virksomheder har mulighed for at lave tilbud til alle kandidaterne, men det har vi ikke muskler til, siger han.
Vær tålmodig
Aalborg Aluminiums Industri leverer i forvejen en del produkter til det danske forsvar, og det er blandt andet på den måde, at virksomheden har kunnet gøre sig interessant over for Saab. Morten Christiansen slår dog fast, at det kræver både tålmodighed og investeringer at få en plads blandt de virksomheder, der leverer til verdens krige.
- Det koster, at komme ind i forsvarsbranchen som underleverandør, og det er nok ikke helt skudt ved siden af at regne med to millioner kroner og tre år, siger Morten Christiansen.
Han forklarer, at selvom kontrakten med Saab kan betyde kraftig vækst for virksomheden, overlever det nok, hvis et andet fly bliver valgt.
- Kontrakten er en betydelig blåstempling, men allerede i dag er der et samarbejde mellem de to virksomheder om teknologioverførsel, siger Morten Christiansen, der håber, at dette kan fortsætte, lige gyldigt hvilket fly forsvaret ender med at vælge.