1. Hav styr på bogføringen
Det er dit ansvar, at regnskabet er i orden - og derfor skal du naturligvis også have styr på bogføringen og dokumentationen. Du skal dokumentere dine indtægter og udgifter med bilag i form af fakturaer, regninger, lønsedler med mere, og bilagene skal gemmes i fem år. Til årsregnskabet skal du skrive en liste over tilgodehavender, gæld, varelagre og igangværende arbejde, ligesom du skal gøre rede for bevægelser i egenkapitalen. Sørg for at bogføre bilagene løbende, for dermed sikrer du også, at du ved nøjagtigt, hvor meget du skal betale i moms. Har du styr på bogføringen, så er chancerne for at komme sikkert gennem årsregnskabet også langt bedre, hvis der dukker uforudsete forhindringer op, når regnskabets afslutning nærmer sig - bliver din revisor eksempelvis for syg, er det lettere for en anden at tage over med meget kort varsel.
"Det, der typisk kan svigte i de små virksomheder, er orden i bogføringen. Vi har set uheldige eksempler, hvor en mindre virksomhed blot sender alle de regnskabsmæssige bilag af sted til revisoren i en papkasse og ikke engang selv har en kopi liggende, hvis noget skulle gå galt," siger advokat Jesper Kronborg fra advokatfirmaet Abel & Skovgård Larsen, der anbefaler at små virksomhederne i samarbejde med deres advokater og revisorer sikrer sig, at systematikken om den daglige bogføring og godkendelse af årsrapporten og indsendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er på plads.
Uanset, hvor mange hænder regnskabet når igennem, inden det lander hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, er det dog fortsat ledelsens ansvar, at det sker i rette tid.
Læs også: