Teater Katapult kombinerer lyd, bevægelse og drama med ny teknologi - og skaber nye forretningsmuligheder i oplevelsesbaseret kommunikation.
Sanserne kommer i spil. Lyd i ørerne, på rejse guidet af et interaktivt kort og egne input til verden, de er blevet sendt af sted til. Det handler om indlevelse - og ikke mindst oplevelse, når kunden, samarbejdspartneren eller måske medarbejderne skal have budskabet helt ind under huden.
Det skærpes mulighederne for, når de får et par høretelefoner i ørerne og en mobiltelefon i hånden og sendes af sted på en virtuel rejse i det lokale område omkring virksomheden, i egne lokaler eller måske på en messe, hvor de ved at bruge mobiltelefoner med mp3-afspiller, internetadgang, kamera og en scanner, som kan aflæse tags eller 2D-stregkoder, der henviser til en lydfil eller andre internetinformationer, som guider dem videre på deres rejse.
Sådan lyder konceptet, som Århus-teatret Katapult lancerede de første trin i forbindelse med et kunstprojekt under Århus Festuge i 2004. Siden har ideen om at kombinere teknologi, oplevelser og kommunikation udviklet sig til en satsning mod erhvervslivet i et tæt samarbejde med Alexandra Instituttet.
- Vi har blandet det fiktive historieunivers med information fra virksomheden, så værktøjet er blevet langt mere erhvervsrettet og kan anvendes til såvel til præsentation af virksomheden, ledelses- og organisationsudvikling og lignende setups, lyder det fra Torben Dahl, direktør på Teater Katapult, der det seneste år har satset på erhvervsmarkedet og leveret oplevelsesbaseret kommunikation gennem værktøjet AudioMove både til turistbranchen, uddannelsesområdet og Århus Festuge.
Du bliver hovedperson
Igår lancerede Katapult sammen med NIRAS Konsulenterne, Herning Andelsboligforening og Herning Kommune et projekt, der gennem virtuel historiefortælling skal brande et af de mindre attraktive boligområder i kommunen, hvor unge fra området har været med til at fortælle deres historier og gennem lyd, drama og bevægelse giver et mere positivt og nuanceret billedet af området.
Pt. arbejder Teatret Katapult desuden på et projekt i samarbejde med en konsulentvirksomhed inden for ledelsesudvikling netop i forhold til at udbygge ledelsesudviklingen med virtuelle opgaver og fortællinger.
- Ideen er at gøre deltagerne til hovedpersoner i universet, hvor de via interaktive muligheder på mobiltelefonen kan bevæge sig gennem den historie, som virksomheden ønsker at fortælle, og agere med det omkringliggende rum - om det er uden for, på virksomhedens gange eller i produktionshallen, forklarer Torben Dahl og tilføjer, at indlæring og oplevelsen dermed bliver langt mere nærværende og levende, fordi modtageren selv spiller en rolle i historien.
