Vækstbussens første opgave er, at rådgive traditionsrig tegnestue i Rønne, der skal i gang med et generationsskifte.
For snart 60-årige Hans-Aage Steenberg står der generationsskifte i kalenderen.
Selve salget af hans livsværk, der er blevet en institution i den bornholmske hovedstad, er ikke lige rundt om hjørnet, men Hans-Aage Steenberg har skubbet forberedelserne foran sig.
Det er direktørens håb at kunne gøre den 32 år gamle tegnestue i Rønne endnu mere attraktiv for en potentiel køber, mens han stadig selv står ved roret, og især ønsker han, at den kan få et langt liv efter hans tid.
Der er bare et problem.
Hans-Aage Steenberg har ikke et oplagt bud på et køberemne i sin stab eller sit netværk. Skal han satse på at overtale og oplære en sine ni ansatte til at føre virksomheden videre, eller skal han lede videre efter en salgsmulighed i sit netværk?
Vækstbussens team råder Hans-Aage Steenberg til at gå et skridt tilbage i tankeprocessen i forhold til det forestående generationsskifte. Hans-Aage Steenberg skal vurdere, hvilken slags virksomhed det er, han ønsker at sælge, og ifølge erhvervsadvokaten Peter Herskind begynder den proces ved ét centralt spørgsmål, som alle snart generationsskiftende ejere bør stille sig selv: hvad er din virksomhed værd uden dig?
For stærk hovedperson
- Hvem har netværkskontakterne? Hvem får aftaler hjem? Hvem er ansigt både indadtil og udadtil? Hvem sørger lige for det hele? Hvem er i det hele taget den vigtigste og mindst undværlige person i denne virksomhed?, spørger Peter Herskind og forklarer nøgternt, at så længe ejeren er uundværlig er forretningen usælgelig.
Hans-Aage Steenberg kan spagt svare sit eget navn til alle spørgsmål, og dermed rammer han ifølge erhvervsadvokaten ned i kategorien af mange ældre, mindre virksomheder, hvor grundlæggeren er blevet en for stærk hovedperson i sin egen virksomhed.
Men der er råd at hente, hvis man er en uundværlig direktør, og Max Damgaard, virksomhedskonsulent i Væksthus Hovedstadsregionen, råder Hans-Aage Steenberg til at komme ud af starthullerne og geare sin virksomhed til tiden efter ham selv. Det kan han gøre ved at videndele med sine medarbejdere.
- Du ligger formentlig inde med en hel del tavs viden. Den skal frem på bordet, italesættes og nedskrives, så det er virksomhedens viden – ikke kun din.
Eksternt salgsemne
Sammen med resten af Vækstbussens team når han frem til, at Hans-Aage Steenberg bør kigge efter et salgsemne eksternt – ikke internt. Kommer han i gang med det samme, er der nemlig mulighed for at han kan se en masse mulige emner an sammen med en projektansat HR-vejleder og under kyndig vejledning vurdere hvert enkelt emne.
Jo tidligere han kommer i gang, jo længere kan perioden blive, hvor Hans-Aage Steenberg og den kommende ejer sammen kan videreudvikle forretningen frem til et leje, hvor dens eksistens ikke er afhængig af nogen af dem.
Sæt holdet stærkt
Det er Hans-Aage Steenbergs ønske at gøre virksomheden så attraktiv så muligt inden salget, og det mener Vækstbussens HR-konsulenter, at han kan gøre ved at gå tæt på sine medarbejdere og evaluere deres kompetencer, stærke og svage sider.
- Sidder hver enkelt medarbejder med de funktioner, som han eller hun ønsker og er bedst til?, spørger Christian Hvashøj, der er Vækstbussens konsulent fra Insights – en international organisation, der arbejder med personaleudvikling ud fra den schweiziske psykiaters Carl Jungs teorier om menneskets præferencer. Christian Hvashøj råder den ældre direktør til at investere i en ekstern HR-konsulent, som har særligt forstand på salg af virksomheder.
Ved at få udarbejdet en udførlig rapport over den enkelte medarbejders kapacitet, mål og arbejdsmetode under pres, kan Hans-Aage Steenberg få et klart billede af mulighederne og udfordringerne i den virksomhed, han har bygget op fra bunden.
Den virksomhed som han gerne vil give videre inden for overskuelig fremtid.