Sygefravær og demotiverede medarbejdere hiver potentialet ud af virksomhederne.
Alt for mange danskere er hver dag sygemeldt, og det skyldes i et vist omfang det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladserne.
Samtidig er det samme dårlige psykiske arbejdsmiljø også skyld i at mange af de ansatte, der trods alt møder på arbejde, mangler det smil, der skal til for at skabe den gode kunderelation, løbe den ekstra mil og vise omverdenen, at virksomheden er et attraktivt sted at arbejde.
Godt nok ser sygefraværet, ifølge arbejdsmiljørådgivernes brancheorganisation, ud til at være lavere i mindre virksomheder end i større, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke er problemer, mener Charlotte Færch Lotz, der som ansat på Teknologisk Institut og til daglig rådgiver såvel offentlige som private virksomheder om psykisk arbejdsmiljø.
Ifølge brancheorganisationen skyldes det lavere sygefravær, at der i de små og mellemstore virksomheder er en større indflydelse over egen arbejdssituation, og at chefer - og kunder – måske i større udstrækning påskønner arbejdet. Men det skyldes også en større afhængighed af den ansatte – og at den ansatte ved, at det går ud over kollegerne, hvis han lægger sig syg. Den afhængighed kan være en belastning for den enkelte, og der er mange steder rundt omkring, der har problemer med den gode trivsel, lyder det fra Charlotte Færch Lotz.
Busselskab vil fastholde medarbejderne
Uudnyttet vækstpotentiale
Som arbejdsmiljørådgivere konstaterer hun, at meget få små og mellemstore virksomheder henvender sig for at få hjælp til det systematiske – og lovpligtige - arbejde med arbejdsmiljøet, herunder det psykiske. Og det er en skam, for her ligger et uudnyttet vækstpotentiale for virksomhederne, mener hun.
- Udfordringen er konkret, at der på mange arbejdspladser er et højt fravær. Noget skyldes influenza og brækkede ben, men en del af det er også om, hvordan man har det på en arbejdsplads. Og er det psykiske arbejdsmiljø dårligt, så er resultatet, at man ikke er så effektiv på arbejdspladsen, som man kunne have været, og det har jo i sidste ende betydning for virksomhedens bundlinje, fortæller Charlotte Færch Lotz.
God trivsel er vejen
Igennem de projekter hun har været involveret i, har hun oplevet, at medarbejdere og ledelse sammen har fundet vejen til at have det godt på arbejdspladsen, hvilket har givet resultater på bundlinjen.
- Trivsel kan flytte meget i samarbejdet mellem de ansatte og lederen. Virksomheden må lytte til medarbejdernes behov og ønsker, og være parat til at tage fat på problemerne. De skal gøre noget ved de forhold, der påvirker trivslen negativt og styrke de ting, der skaber arbejdsglæde. Her er medarbejderinddragelse et nøgleord, siger hun.
Der findes dog ingen enkelt opskrift på at styrke trivslen og nedsætte sygefraværet, for ingen arbejdsplads er ens. Men grundlæggende handler det om at anerkende hinanden og problemerne, siger hun.
- Det handler meget om kommunikation og anerkendende ledelse. Det gælder om at have fokus på de ting der lykkes og give feedback på dem - både mellem ledere og medarbejdere, men også medarbejderne i mellem. Vi er alle gode til at fortælle andre, når noget ikke gik så godt. Der skal vi blive bedre til også at sige, at ”det var godt det du lavede dér." Vi skal have gang i en dialog, hvor man sætter fokus på det gode, det der fungerer i samarbejdet og der hvor arbejdspladsen udvikler sig. Det har en meget stor rolle, når vi taler trivsel, siger Charlotte Færch Lotz, der tror på, at virksomhederne kan gøre meget selv, men at der også kan komme et tidspunkt, hvor de er nødt til at hente hjælp udefra.
Begynd med ’temperaturen’
Grundlæggende skal virksomhederne måle trivslen på arbejdspladsen, og derefter i samarbejde med de ansatte udvælge nogle få indsatsområder ad gangen. Risikoen for at gå kold i en for stor mundfuld er nærliggende og det vil være stærkt demotiverende for de ansatte, mener hun.
- Det vigtige er først og fremmest, at man får taget temperaturen på trivslen. De ansatte er måske småsure og fungerer ikke sammen. Der gælder det om at få lavet en undersøgelse: Hvad handler det om og hvad er udfordringerne? Så kan man udvælge de vigtigste områder og sætte enkelte skibe i søen ad gangen. Der må man prioritere at sætte ressourcerne af og sikre sig, at der er kompetencer til opgaven. Og så er det bare at komme gang, så medarbejderne kan se, at der sker noget. Man behøver ikke at have assistance udefra og tit har det en stor effekt bare at komme i gang med at arbejde med problematikkerne, men der kan være en fordel i, at der kommer nogen udefra. Det giver en anden form for lydhørhed, siger hun og peger på at rigtig mange virksomheder er gode til at tage de indledende skridt, men derefter går i stå. Og det er en situation hun advarer imod.
- Når arbejdet med trivsel går i stå rammer det virksomheden dobbelt. For med undersøgelsen har man fået sat nogle forventninger hos de ansatte i gang, og bliver de ikke indfriet, så er der nogen der bliver skuffede. Så det gælder om at prioritere indsatsen og få sat den i gang, og ikke bare parkere den til noget på næste personalemøde, siger hun velvidende at det ikke er gratis, og at der er en hverdag der også presser sig på.
- Det koster tid og penge at afsætte ressourcerne til det, men når dine ansatte smiler og er glade, så er de også mere effektive og kunderelationen bliver en helt anden, siger Charlotte Færch Lotz.
På de næste sider kan du læse 6 veje til bedre trivsel... og bundlinje: