Iværksættere med fokus på teknologi har gode muligheder for succes inden for sportsbranchen.
Teknologien er spillet ind på sportsbanerne, hvor danske iværksættere i stigende grad sparker sig frem til indskiftning i en branche, hvor potentialet for at ramme plet kommercielt er stort – men hvor udfordringen i høj grad er at få skabt en bedre dialog mellem iværksætterne og aktørerne i idrættens verden.
Sådan lyder en af konklusionerne i rapporten »Idrættens iværksættere – teknologi og iværksætteri i den danske sportssektor« fra Idrættens Analyseinstitut.
- Når man overværer en større sportsbegivenhed, er der i dag utrolig meget teknologi involveret, som ofte er udviklet i en lille iværksættervirksomhed. Den teknologiske udvikling har virkelig været med til at udvikle idrætten – og det vil vi også se fremadrettet, lyder det fra Martin Hedal, der er analytiker hos Idrættens Analyseinstitut, og som har udarbejdet rapporten, der bygger på en gennemgang af og interview med 25 iværksættervirksomheder, hvis forretningskoncepter bygger på teknologi i idrættens verden.
Idrættens iværksættere er ifølge rapportens definition en blanding af høj- og lavteknologiske virksomheder, der bidrager med en forbedret formidling af idrætten, større motivation til at dyrke idræt, administrative løsninger til idrætten og sportsrelateret underholdning.
I dette felt er der dukket mange nye iværksættere op de seneste ti år. Mange nye vil opdage nye oplevelsesøkonomiske potentialer i idrættens verden, lyder det i rapporten.
Læs om LogoPaints erfaringer med sportbranchen
Afgørende dialog
- Der findes mange iværksættervirksomheder i Danmark, som formår at tjene penge på at udvikle idrættens verden. Der er naturligvis mange andre end teknologivirksomhederne, som vi har valgt at fokusere på i analysen, da det er her, der sker en massiv nytænkning, og idrætten for alvor bliver vendt på hovedet,« siger Martin Hedal.
Han peger samtidig på, at nye virksomheder, som vælger at satse på sportens branche som afsæt for at få skabt en forretning, står over for en række udfordringer ligesom iværksættere i alle andre brancher. Som for eksempel adgang til kapital, etablering af eksport og administrative hurdler.
Afgørende for den fremtidige udvikling blandt idrættens iværksættere er ifølge Martin Hedal, at der bliver etableret en bedre dialog og udveksling af viden mellem iværksætterne og idrættens aktører, end der findes i dag.
Ifølge rapporten er det nemlig overraskende få iværksættere, der har et nært forhold til idrættens politiske organer. Blandt andet fordi iværksætternes kommercielle og utålmodige tilgang sjældent passer ind i idrættens tempo og beslutningsprocesser.
- Det er blevet bedre, men det har ikke været meget, man har talt med dem (idrættens verden, red.). Vi prøvede tidligere at hyre folk fra klubber og fanklubber, blandt andet i fodbold og håndbold, men det gik i sig selv igen. Så det har ikke været det store. Man kunne måske godt ønske, at man kunne bruge hinanden, siger Leo Noer, direktør i en af iværksættervirksomhederne i rapporten, Enetpulse, der leverer sportsresultater til medierne.
Martin Hedal peger da også på, at flere af virksomhederne føler, de er stødt mod en mur, når de har henvendt sig til idrættens verden. Og derfor har de følt sig nødsaget til at søge sparring og kapital andre steder.
- Netop dialogen er utrolig vigtig – for begge parter. De iværksættere, som netop har fået skabt en udveksling af viden med aktører i idrættens verden, har også haft stor glæde af det. Men selv om mange af iværksætterne har en dyb indsigt i sportens verden, formår de altså ikke alle at få omsat det til et givtigt samarbejde.
Enormt potentiale
Active Institute i Århus arbejder da netop også som katalysator for vidensdeling, rådgivning og inspiration inden for idræt motion og fysisk aktivitet mellem forskere og erhvervslivet – og har flere projekter i gang, som har til hensigt at skabe kontakt mellem den teknologiske verden og sportens verden.
Instituttets direktør, Peter Dreyer, der også er partner i innovations- og konsulenthuset Seismonaut, peger også på, at der i Danmark findes en stor underskov af virksomheder, som arbejder med at koble informationsteknologi og sportens verden – og har et enormt potentiale for at opnå succes herhjemme og på eksportmarkeder.
- Vi kan se, at der ligger et kæmpe potentiale i at tænke informationsteknologi ind i idrættens verden. Dels på det teknologiske område i forhold til udvikling af udstyr, der udvikler sporten, øger præstationsmulighederne og genoptræner, dels på medieområdet, hvor internettet har skabt helt nye muligheder for at opbygge nye medieplatforme til transmission og generelt kommunikation om sporten. Vi oplever også, at der er en stor underskov af iværksættervirksomheder, der med udgangspunkt i informationsteknologien har et stort potentiale såvel på det danske som det internationale marked. Det kræver imidlertid et tættere samarbejde på tværs af erhvervsliv og idrættens verden, siger Peter Dreyer fra Active Institute, der netop pt. arbejder med en række projekter med formålet at øge kontakten mellem partnerne.
Senest har Active Institute i forbindelse med basketball kampen mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved torsdag i den forløbne uge skabt et online forum, hvor kampen transmitteres live via videostreaming, ligesom brugere kan chatte med hinanden og opfordres til at kommentere kampen.
Dermed inviteres adskillige basketball-interesserede, lokale fans, familie, venner og andre simpelthen inden for til at debattere om kampen og levere deres input om alt fra kampdetaljer til personlig indsigt i spillernes evner.
- Vi stiller teknologien til rådighed, så annoncørerne kan få en oplevelse af potentialet. Allerede før kampen lavede vi en test over for annoncørerne, som var meget interesserede i den mulighed for at sende kampen ud til omverden, ligesom de efterspurgte muligheden for at transmittere kommentarlyden via mobiltelefoner til de personer, som befinder sig i hallen. Det kunne være venner, forretningsforbindelser og andre, som ikke nødvendigvis har styr på alle detaljer i regler og informationer om holdene og dermed kunne have stor nytte af at følge transmissionen over mobiltelefonen, forklarer Peter Dreyer, som ikke er i tvivl om, at interessen fra sportens aktører er til stede.
De skal blot introduceres til det væld af muligheder, der ligger i at kombinere teknologi med sportens verden.
Læs om LogoPaints erfaringer med sportbranchen
Også på Erhvervsbladet.dk
Find et nyt lokale eller lej et overskydende lokale ud her
Find et nyt erhvervskøretøj her Læs ErhvervsBladet.dks ansvarfraskrivelse nederst på siden
ErhvervsBladet.dk forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra debatter, der er:
- i strid med gældende lovgivning
- racistiske eller injurierende
- skrevet i en grov tone
- udleverer personlige oplysninger
Ved at kommentere accepterer du, at ErhvervsBladet.dk herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold i ErhvervsBladet.dk, på www.erhvervsbladet.dk.dk eller andre platforme og medier, som drives af Berlingske Media.