Innovation går ud på at udnytte viden om forbrugeradfærd, markedsbevægelser, trends, materialer og fremtidsscenarier, mener kreativ direktør Søren X. Frahm, Artlinco A/S.
Så er der igen gang i diskussion om innovation, der kan være et noget diffust emne. For handler det om forskning, om udvikling af eksisterende produkter eller noget helt tredje? Senest var Dansk Erhverv ude med riven efter jyske virksomheder i Midt- og Nordjylland, der – ifølge tal fra Danmarks Statistik – har reduceret investeringerne i innovation. Andelen af midt- og nordjyske virksomheder med innovationsomkostninger er således faldet med 15 procent, så kun 40 procent af dem i dag investerer i innovation. Og det er for lidt, lød det faretruende fra Dansk Erhverv, der har 50-60 procent som ambition.
Nu melder kreativ direktør Søren Frahm i produktudviklingsfirmaet Artlinco A/S, Horsens, sig på banen.
»Når vi besøger jyske virksomheder, støder vi ofte på den opfattelse, at innovation handler om højteknologi, dyre brugerundersøgelser, forskning og masser af nye idéer. Men sandheden er, at der ikke kommer mange salgssucceser ud af forskning i diverse innovationsmodeller. Derimod ligger der mange gode produktideer og modeller og samler støv rundt omkring, fordi der ikke er nogen til at realisere dem,« fremhæver Søren X. Frahm.
Han vil ikke høre tale om bestemte mål og tal for innovation. »Innovation handler ikke om at opfylde regeringens eller andres ønsker om en bestemt kvote innovative virksomheder. Et innovativt udviklingsprojekt består af fem procent idé og 95 procent erfaring, viden og hårdt arbejde,« mener Søren X. Frahm. Han medgiver, at jyske virksomheder for sjældent lægger storytelling ind i deres produkter.
»Der arbejdes for lidt med salgsargumenterne i Jylland. Og det er en skam, for det koster jo ikke ret meget, hvis man tænker sig godt om. Jyske virksomheder har endnu noget at lære om innovation, men de har nogle gode rollemodeller at spejle sig i. Quilts of Denmark fra Vamdrup og Gabriel fra Aalborg vandt Innovationscup sidste år og er eksempler på, at innovation, produktudvikling og designintegration ikke nødvendigvis er behæftet med store omkostninger,« siger han.
»Innovation går blandt andet ud på at udnytte den viden, man har om forbrugeradfærd, markedsbevægelser, trends, strategi, materialer og fremtidsscenarier og skabe de produkter, som forbrugerne har lyst til at købe. I dag er selve købsoplevelsen måske det store hit, om halvandet år har det ændret sig. I Artlinco arbejder vi med strategisk helhedsorienteret produktudvikling,« forklarer Søren X. Frahm.
De 13 medarbejdere i Artlinco er ingeniører, industrielle designere, forretningsudviklere, cand. mag.’er og designingeniører. De har de seneste syv år gennemført 160 produktudviklingsprojekter omfattende industrimaskiner, møbler, minitrucks, grafiske profiler og meget andet.
