Billige it-løsninger af høj standard lokker fra udlandet, men sørg for at gøre et godt stykke hjemmearbejde, før du tager springet og begynder et samarbejde med udenlandske it-kolleger.
Hvis du vil have en dygtig hånd på musen, der arbejder på dine it-opgaver, kan du vælge at sende opgaverne til udlandet. Her er arbejdskraften billig, men lige så kvalificeret som herhjemme.
- Der er et globalt kapløb om viden. 100.000 mennesker i Danmark arbejder med it, men der er opgaver til flere. Det vil sige, at der mangler kompetencer og specialviden i et lille land som Danmark i forhold til, hvad den store verden kan bidrage med, forklarer Henrik Egede Rasmussen, der er underdirektør i brancheforeningen IT Branchen.
For et par år siden anslog man, at der akut manglede 5.000 specialiserede it-folk herhjemme. Siden kan hårde økonomiske tider have ændret det billede. Som virksomhed giver det dog ofte sig selv, når tiden er til at søge efter udenlandsk arbejdskraft.
- Du kan spotte det, i det øjeblik du får nogle ordrer, hvor du simpelthen er nødt til at gå ud på verdensmarkedet for at finde folk, der kan løse opgaven, siger Henrik Egede Rasmussen.
Når først du har fået øje på behovet for offshore outsourcing – hvor du sender dine it-opgaver til udlandet – er der ifølge IT Branchen rige muligheder for at undersøge potentialet. Man kan søge inspiration fra konkurrenterne på markedet. Flere konsulenter rådgiver om offshore outsourcing, ligesom også IT-Branchen vejleder om emnet.
Læs om Bording Datas erfaringer med at outsource it-opgaver
En god kemi
Det er vigtigt, at der er god kemi mellem de to virksomheder, der samarbejder om at løse it-opgaver. Derfor tager det også tid at få stablet et frugtbart projekt på benene.
- Den største fælde er, at man går alt for naivt til værks. De fleste har den erfaring, at det er en længere proces, hvor du skal finde den rigtige kemi med din samarbejdspartner. I nogle sammenhænge skal du også overvinde nogle kulturelle barrierer. Endelig skal du tilbage i din egen virksomhed og finde ud af, hvad du vil med dette her, siger Henrik Egede Rasmussen.
Han påpeger, at du relativt hurtigt kan komme i gang, hvis du køber dig ind i projekter, som en anden dansk virksomhed allerede har oppe at køre. Hvis du derimod selv vælger at begynde fra bunden, skal du regne med, at der vil gå et halvt til halvandet år, før en produktion i udlandet glider glat.
Hos Håndværksrådet peger chefkonsulent Henriette Freris ligeledes på, at der er særdeles gode muligheder for offshore outsourcing af it, men at tendensen pt. er delt i to lejre. Nogle trækker sig på outsourcing-området, fordi de er påvirket af krisen på hjemme- og eksportmarkedet, hvor de oplever færre kunder og derfor ikke tør satse offshore, mens andre netop mener, at outsourcing er løsningen i en økonomisk krise.
- Lige nu er mange i en slags 'freeze mode’ – ikke bare på outsourcing-området, men generelt. Der er rigtig gode muligheder for både smv’er og større virksomheder i at outsource på it-området, ingen tvivl om det. Men det er afgørende, at de tænker sig grundigt om og ikke bare hopper ud i det, lyder det fra Henriette Freris, der råder virksomheder til at gennemføre en grundig analyse af egne behov – og af, hvilke lande der passer bedst hertil.
- Man skal være helt klar på, hvad man har brug for. Der er stor forskel på, hvilke lande man vælger at outsource til – og der er stor forskel på priserne. Men står virksomheden med et enkelt projekt, kan det være en alt for omfattende proces at outsource til for eksempel Vietnam, selv om lønningerne er lave. Er der tale om mere langsigtede mål med at outsource – som del af virksomhedens strategi – kan det ofte bedre betale sig at se mod lande lidt længere væk. Her kan man eksempelvis se på mulighederne i Danidas B2B prgram, siger hun og understreger, at det vigtigste succeskriterium er valg af partner i det land, man outsourcer til.
Domæne-ekspertise
Samme melding kommer fra it-analysehuset IDC, hvor it-analytiker Brian Troelsen fremhæver »domæne-ekspertise« som særdeles vigtigt.
- Det er vigtigt, at leverandøren forstår virksomhedens forretning, branchen og eksempelvis hvilke udfordringer, betingelser og lovgivning, der gælder. Ligesom virksomheden bør gå efter en forholdsvis etableret spiller i det givne land, siger Brian Troelsen. Han peger på, at offshore outsourcing af it er en omfattende øvelse – og omkostningstung for leverandørerne – som derfor i høj grad har haft fokus på de større virksomheder – og mindre på smv’erne.
Ifølge IDC er det imidlertid netop outsourcing-markedet, som vil blive vinderen på it-området under krisen, fordi det pt. er reducering af omkostninger, der er den primære motivation til at outsource. Også blandt mindre virksomheder, som formentlig særligt vil rykke på områder som software as a service.
Læs om Bording Datas erfaringer med at outsource it-opgaver
Mere om outsourcing på ErhvervsBladet.dk
Små virksomheder outsourcer da også
Firmaer skjuler outsourcing-fiaskoer
Virksomheder tør ikke outsource salget
Også på Erhvervsbladet.dk
Find et nyt lokale eller lej et overskydende lokale ud her
Find et nyt erhvervskøretøj her Læs ErhvervsBladet.dks ansvarfraskrivelse nederst på siden
ErhvervsBladet.dk forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra debatter, der er:
- i strid med gældende lovgivning
- racistiske eller injurierende
- skrevet i en grov tone
- udleverer personlige oplysninger
Ved at kommentere accepterer du, at ErhvervsBladet.dk herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold i ErhvervsBladet.dk, på www.erhvervsbladet.dk.dk eller andre platforme og medier, som drives af Berlingske Media.