Kina fylder ikke meget i omsætningen hos danske Kem-En-Tec. Men medicovirksomheder har indset, at man skal satse på fremtidens marked i øst.
Et støt stigende marked for medicin og medicinsk udstyr i Kina bejler til danske medicovirksomheder.
Kem-En-Tec i Taastrup ved København har specialiseret sig som underleverandør til virksomheder, som står for at lave diagnostiske test. Det vil sige, at man ved hjælp af væsker fra kroppen forsøger at finde ud af, hvad en person fejler. Virksomheden kan ikke komme uden om Kina.
- Vi er nødt til at være på markedet, fordi vi skal være der, når fremtiden kommer, siger direktør Henrik Christensen og tilføjer:
- Vi ved, at det er et marked, som kan blive verdens største, hvis alle begynder at blive testet derovre.
Virksomheden leverer til godt 30 lande verden over, men ikke direkte til hospitalerne. I stedet er kunderne de virksomheder, som laver det samlede udstyr.
Med tiden er kunderne imidlertid begyndt at etablere sig på markeder i øst, og derfor er den danske virksomhed og dens 16 ansatte fulgt med.
- Vi har identificeret steder, hvor man begynder at efterspørge mere sundhed. Det er typisk der, hvor der kommer store middelklasser til veje som i Indien og Kina, forklarer Henrik Christensen.
Tid og mennesker nok
Udfordringerne er mange. Kem-En-Tecs produkt er nemlig let at bruge, sparer tid og giver sikre resultater. Dermed er det også tilsvarende dyrt. Men i Kina er der mennesker og dermed tid nok, og man har hidtil ikke haft sikkerhed i højsædet, når der skal stilles diagnoser.
Sproget giver også besvær. Løsningen giver en kinesisk studentermedhjælp, som til daglig læser på DTU. Den studerende ringer til Kina for at bearbejde kunderne og for at fortælle om Danmark.
Næste skridt kan blive en fast mand i Kina eller leje en person via vores ambassade til at formidle kontakten.
- Vi bruger flere kræfter på Kina, end det er berettiget til ud fra et salgsmæssigt synspunkt. Det er en investering i fremtiden, forklarer Henrik Christensen.
