Kunst er mere end dekoration. Firmaer bruger den til kommunikation og til at motivere ansatte.
Når kunsten indtager vægge, gulve og åbne arealer i danske virksomheder, så skal den udtrykke langt mere end en smuk dekoration. Den skal kommunikere – til kunder og medarbejdere. Brande virksomheden. Og den skal motivere medarbejderne.
Sådan lyder det fra to kunstrådgivningsvirksomheder – In Situ og Birgitte Riis Art Consulting – der begge hjælper danske virksomheder med at få styr på de kunstneriske detaljer.
- Al kunst kommunikerer – om virksomheden vil anerkende det eller ej. Derfor bør virksomheden også anse kunsten som langt mere end dekoration. Det handler om at se på kunst som et værktøj på linje med andre kommunikationsværktøjer, siger Birgitte Riis, der driver egen rådgivningsvirksomhed Birgitte Riis Art Consulting.
Læs fem gode råd om, hvordan du griber kunsten an
Udvælge kunst
Når virksomhederne alligevel ønsker at få udsmykket væggene, så bør de ifølge Birgitte Riis arbejde langt mere aktivt og strategisk med at udvælge kunst, der stemmer overens med de værdier og signaler, som virksomheden ønsker at sende.
- Selv om kunsten er kommet mere i fokus de senere år, så arbejder langt de fleste virksomheder ikke professionelt med den. Det ser man mere i udlandet og i enkelte store, danske virksomheder, der tænker i, hvilke følelser og indtryk den skal danne hos modtagerne, siger hun.
Ifølge Birgitte Riis udmærker kunsten sig ved en helt særlig form for kommunikation. Den kommunikerer indirekte, idet den taler til vores følelser og sanser. Og når man kommunikerer indirekte, lagrer det sig hos modtagerne på en helt anden måde end budskaber formuleret direkte via ord og skrift, lyder det.
Matche visioner
- Ønsker virksomheden at fremstå som progressiv og innovativ, så stemmer det ikke overens med, at der hænger 25 næsten ens værker på væggene, lyder det fra Birgitte Riis, der understreger, at det at arbejde strategisk med kunst i virksomheden ikke nødvendigvis er lig med en millionudskrivning.
God kunst er nemlig ikke nødvendigvis dyr, hvis virksomheden eksempelvis vælger at skele til nyuddannede kunstnere, der måske endda samtidig viser nye elementer, som dermed kan være medvirkende til at udtrykke et signal om, at virksomheden er fremadrettet og nytænkende.
Læs om it-virksomheden SCT, der har fået kunst på væggene
Nye kunstnere
At virksomheder kan komme i gang med at arbejde mere strategisk med kunsten, uden at det behøver koste store summer, er Trine Møller Madsen, kunstkonsulent i In Situ, helt enig i.
- Der er i mange virksomheder stort fokus på kunst som en god investering, men man behøver ikke afsætte flere hundrede tusinder kroner i budgettet. Man kan lægge ud med et enkelt markant værk af høj kvalitet til for eksempelv reception eller mødelokale, og så er man allerede godt i gang, siger hun.
Trine Møller Madsen peger på, at der er meget at hente ved at vende blikket mod nye, lovende kunstnere i stedet for at gå efter den mere »sikre«, etablerede kunstscene. Hun oplever da også, at dansk erhvervsliv generelt har fået en langt større åbenhed i forhold til arbejdet med kunsten – også den unge, eksperimenterende scene.
- Vi fornemmer en større åbenhed – også i forhold til at tænke kunsten ind i virksomheden som HR- og brandingredskab. Under opturen fik interessen for kunst et boost, og det har bredt sig ind i virksomhederne – også de små og mellemstore, lyder det fra Trine Møller Madsen, der peger på, at kunsten fungerer som værktøj på flere områder.
Det kan være branding over for kunder, der bliver modtaget af værker med en særlig signalværdi, ligesom det kan være på HR-området, hvor kunsten kan optimere det mentale arbejdsmiljø ved at vække nye tanker i det daglige og give medarbejderne noget at snakke om – til gavn for både kreativiteten og fællesskabet.
