LUK

Din internetbrowser er forældet. Vi anbefaler, at du skifter til en ny

Meget er sket i verden siden IE6 kom til i 2001. Måske er det på tide at sende den på pension? Der findes flere gratis alternativer, som er bedre, hurtigere og frem for alt mere sikre end Explorer 6. Vi anbefaler derfor en af følgende:

 
Foto: Michael Altschul/Visuel-Medie

Finanskrisen puster liv i gulpladefidus

Med lavere priser på brugte biler kan det for mange pludselig betale sig at få nedvejet deres gulpladebil. Skat og FDM bliver i øjeblikket bestormet af henvendelser om manøvren.

Kan det betale sig at få ned-vejet min varebil på gule plader til en totalvægt på to ton?

De danske bilister har fået særdeles travlt med at få besvaret det spørgsmål, og det får telefonerne til at gløde hos Skat og FDM.

Finanskrisen har sendt priserne på brugte biler i bund, og det betyder, at nedvejningen til to ton kan være en vældig god forretning for mange ejere af lidt ældre gulpladebiler. Nedvejningen kan give en besparelse i de årlige afgifter på bilen på op til 6.000 kroner, men det skal modsvares af en højere registreringsafgift. I hvilket omfang det regnestykke giver et plus for den enkelte bilejer afhænger af markedsprisen på den pågældende varebil.

I øjeblikket betaler man for en varebil på 2.200 kg en vægtafgift og en tillægsafgift for privat brug på i alt 9.070 kroner om året.

Med en nedvejning til 2.000 kg vil den samlede årlige afgift komme ned på 3.420 kroner. Omvendt kommer man til at betale 95 procent i registreringsafgift af bilens nuværende markedsværdi fratrukket det, man oprindeligt har betalt i registreringsafgift.

Men i disse tider er markedspriserne på de brugte biler faldet kraftigt, og det beløb, man skal hoste op med i øget registreringsafgift, bliver stærkt reduceret.

Hurtigt tjent ind

- Om nedvejningen kan betale sig, vil afhænge af, hvor gammel bilen er, og hvor længe man vil beholde den. Jo ældre bilen er, og jo længere man vil beholde den, jo mere lukrativ bliver ideen. Det kan være, at man sparer 5.000 kroner om året i afgifter i ti år, og den højere registreringsafgift kan være på kun 10.000 kroner. Hvis det er tilfældet, er nedvejningen hurtigt tjent ind, siger fuldmægtig og cand. jur. i FDM, Casper Schad, der fremhæver, at muligheden for nedvejningen har eksisteret siden foråret 2007, men at det først er nu, der for alvor er kommet gang i manøvren.

- Det er en konsekvens af, at varebilerne er faldet i pris. Hertil kommer, at det nærmest er blevet en sport for de danske bilister at slippe lettere i afgifter. Hvis der er et sted at spare, spreder rygtet sig lynhurtigt, siger Casper Schad, der understreger, at nedvejningen kan give bagslag, For hvis varebilen bliver totalskadet dagen efter, den er blevet nedvejet, skal man fortsat betale den højere registreringsafgift, men hele besparelsen går tabt.

Skal synes på ny

Muligheden for at få bilen ned i vægt gælder kun for varebiler, som har været indregistreret første gang før 25. april 2007. Rent teknisk er betingelserne for nedvejningen, at totalvægten højst skal nedsættes med 30 procent af den oprindelige totalvægt.

Nedvejningen kræver, at varebilen bliver synet på ny. Hos Skat har henvendelser om reglerne givet så meget travlhed, at man har udsendt et nyhedsbrev til virksomhederne om emnet. Fra private borgere kommer der ligeledes rigtig mange opkald.

- Det er op til den enkelte at finde ud af, om nedvejningen kan betale sig. På vores hjemmeside er der mulighed for at gå ind og lave nogle beregninger, siger specialkonsulent i Skat, Jakob S. Hansen.

FDM fremhæver, at en anden mulighed for at spare på de årlige afgifter er at ændre bilens type fra varebil til personbil. Derved bliver bilen også mere brugbar, lyder det fra FDM. Ændringen fra gulplade- til hvidpladebil er dog forholdsvis dyr i registreringsafgift.

Det siger reglerne
Ejere af varebiler indregistreret første gang før 25. april 2007, kan spare både tillægsafgift for privat brug og vægtafgift ved at få sat køretøjets nuværende totalvægt ned til 2.000 kg. Teknisk er betingelserne for nedvejning, at totalvægten maksimalt må nedsættes med 30 pct. i forhold til den oprindelige totalvægt.

For en varebil med dieselmotor med en nuværende totalvægt på 2.200 kg betaler man i dag 9.070 kr. i årlig afgift, heraf 4.030 kr. i vægtafgift og 5.040 kr. i tillægsafgift for privat brug.

Efter nedvejning til en total-vægt på 2.000 kg skal der betales 3.420 kr. i årlig afgift, heraf 2.520 kr. i vægtafgift og 900 kr. i tillægsafgift for privat brug.

Ved nedvejning til totalvægt på 2.000 kg skal der betales 95 pct. registreringsafgift af den markedsværdi, som Skat vurderer, at bilen vil have efter nedvejningen. I afgiftskravet fratrækkes dog den oprindeligt betalte registreringsafgift, der af Skat sættes til 50 pct.

Hvor meget man skal betale i ekstra registreringsafgift afhænger af den nuværende markedsværdi af varebilen.

Kilde: FDM

Modtag nyhedsbreve

Mobilnyheder

Nyt på Brancheportalen

 

Tophistorie

Gode idéer har det svært i stram økonomi

I går 13:30 |  BUSINESS.DK I etablerede virksomheder kan den nye idé have svært ved at ved at slå igennem. DTU Business underviser store virksomheder i at kombinere know-how og kerneforretning med innovation og entreprenørskab.

Brandvarm amerikansk iværksætter rykker ind i København

I går 10:44 |  BUSINESS.DK Amerikansk online-succes, hvor brugerne lejer private overnatningsmuligheder af hinanden, er vokset massivt i 2011. Nu er der spot på Danmark med nyt nordisk hovedkontor i København.

Iværksættere isolerer byggepladser

09.02.12 - 06:44 |  BUSINESS.DK Der er store penge at spare, hvis man isolerer skurvognene på byggepladsen ordentligt. En nystartet dansk virksomhed vil gøre ”ydervægge til indervægge”, og spare mere end en tredjedel af energiforbruget.

Fond vil pumpe penge i sociale virksomheder

07.02.12 - 06:20 |  BUSINESS.DK Der er godt nyt for sociale iværksættere, der gennem deres virksomhed får udsatte grupper som autister i arbejde.

Opfinder i 20 års kamp for våben mod rotter

07.02.12 - 06:00 |  BUSINESS.DK Tunge spillere og økonomiske interesser i milliardklassen har i mere end 20 år forhindret Torben Jensen i for alvor at få hul igennem med sin i selvopfundne rottespærrebrønd. Og kampen fortsætter.

Iværksætterpris skaber splid

06.02.12 - 16:30 |  BUSINESS.DK OPDATERET. Nordjyske fagforeninger undrer sig over pris til virksomhed, der primært ansætter rumænere.

Studerende styrker innovationen

03.02.12 - 16:57 |  BUSINESS.DK Et nyt toårigt projekt i Region Syddanmark vil sende studerende fra Syddansk Universitet ud i små og mellemstore virksomheder for at sætte gang i innovationen.

Modtag nyhedsbreve

Mobilnyheder

Andre tophistorier